Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/326

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Besidder, – er vistnok enten en forældet Bestemmelse eller en ved Afskriverens Uopmærksomhed indløben Urigtighed[1]. – F. L. XIII. 25 tilføjer, at, hvis ingen af Parterne kunde bevise sin Ejendomsret, medens begge havde Vidner paa sin Besiddelse (hafnar-vitni), men den ene var Hauld og den anden Kjøblænding, skulde den første have Forretten til at sværge; men hvis den ene af Parterne havde en Odelsmand til den omtvistede Jord blandt sine Vidner, sejrede disse. – Naar Grænsespørgsmaalet paa denne Maade var afgjort, og nogen af Parterne ikke vilde holde sig Afgjørelsen efterrettelig, blev det til en almindelig Aaværkstrætte, der i hvert enkelt Tilfælde forfulgtes til Landnam efter den almindelige Regel (G. L. 91; F. L. XIII. 11), idet der nu selvfølgelig alene blev Spørgsmaal om Bevis for selve Aaværket.

I Løsningssager maatte efter G. L. 265[2] først en Udsigelse (forsøgn, segja fyrir) finde Sted om Høsten efter Vinternat og før Jul; efter F. L. XII. 6 maatte Løsningssagen være paabegyndt efter Mikkelsmesse og saa betimelig at i det mindste den første Skilledom kunde være holdt før Jul. Gulatingsloven siger udtrykkelig, at der til Udsigelsen ikke behøves forudgaaende Hjemstevning. Indrømmede nu Besidderen Løsningsmandens Ret, var Sagen dermed afgjort, og alene selve Indløsningen stod tilbage. I modsat Fald afhang den videre Forfølgning af, hvilket Svar Besidderen gav ved Udsigelsen.

Bestred Besidderen Løsningsmandens Odelsret, skulde denne hjemstevne ham (efter Gulatingsloven mellem Jul og

  1. Jfr. Hertzberg, Proces. S. 43–47; Maurer, i Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 53.
  2. G. L. 265: Ef maðr vill óðal sitt brigða, þá skal hann fara til húss hánum um haust, er garði er um lokit, at vetrnáttum, ok segja hánum fyrir jørðu þá med vátta tvá, er hann vill brigt hafa. Hann skal þat gert hafa fyrir nótt hína helgu, hvárgi sem hann hittir hann, með vátta tvá. Eigi þarf hánum heim at stefna. Hann á hánum kost svør at veita, þau er hann vill. Hann má svá svara: þú segir mér fyrir jørðu þeirri, er þú átt ekki í; ek á þá jørð at eign ok at óðrli, ok verr ek þá løgum ok dómi. Ek má því øðru svara: at ek hefi þá jørð selda. Ek má því hinu þriðja svara: þú fær þá jørð aldrigi, nema þú af dauðum dragir.