Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/325

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

almindelige Regel om gjentagen Skilledom og Væddedom ogsaa har gjældt i disse Sager, fremgaar af Haakon Haakonssens Rb. F. L. Indl. 16. der udtrykkelig afskaffer Dommenes Gjentagelse. Hver af Parterne kunde her optræde som Sagsøger, forsaavidt ikke nogen af dem forud havde det omtvistede Stykke i Besiddelse. I Tilfælde af Strid mellem Vidnerne, gjorde efter den almindelige Regel Antallet Udslaget, og hvis der stod lige mange paa hver Side, sejrede efter G. L 86 den af Parterne som med sin Ed vilde bekræfte sin Ret; vilde enten begge eller ingen af dem sværge skulde det omtvistede Stykke deles mellem dem. – I den følgende Del af Lovstedet, hvor der handles om det Tilfælde, at den ene af Parterne har det omtvistede Stykke i Besiddelse, og den anden altsaa maa optræde som Vindikant, siges derimod, at, hvor der staar lige mange vidner for og imod, skal (efter Regelen i Kap. 60) de Vidner gjælde, som føres først, altsaa Sagsøgerens; kun hvor ingen Vidner haves, skal Sagen afgjøres ved Parternes Ed og, hvis enten begge eller ingen af dem vil sværge, Deling indtræde. Men dette, der ligefrem strider mod, hvad der siges i Kapitlets Begyndelse, og i sig selv vilde være uden al rimelig Grund, da det vilde bringe Besidderen i en ufordelagtigere Stilling, end om han ikke var

    F. L. XIII. 23: Alt þat, er menn skilr á holt eða haga, akr eða engi, þá skal løgfesta fyrir: sá leggi til fimtar-stefnu, er heldr þykkist þurfa, ok 6 menn skal hvárrtveggi nefna í stefnu sem í dóm… En á fimtar-stefnu njóti hvárrtveggi vátta sinna. Sá skal fyrr njóta vátta sinna, er fyrr løgfesti. En ef annarr fœrir fram óðals-vitni, en annarr hafnar-vitni, þá skal hinn hafa sitt mál, er óðals-vitni fœrir fram. En hverr maðr skal sitt hafa slíkt, sem vitni berr til. – Kap. 25: Ef báðum berst hafnar-vitni en hvárgum oðals-vitni, þá ef annarr er ódalsmaðr en annarr kauplendingr, þá skal odalsmaðr einn sveija til, þar sem hann festi løg fyrir framast; en ef ódalsmaðr vill eigi sverja, þá skal kauplendingr sverja til, ef hann vill, sem hann festi løg framast fyrir. En ef hvárgi vill sverja, þa skipti þeir í miðju í sundr; en ef annarr vill sverja en annarr eigi, þá skal ok sá hafa sitt mál, er sverr; en ef þeir sverja báðir, þá skal skipta í sundr í miðju. En þess kauplendings vitni skal standa, er sá maðr herr vitni með, er ódalsmaðr er at jørðu þeirri. En ef annarr hefir hafnar-vitni, en annarr ekki, þá skal sá sverja, er hafnarvitni-hefir, en hinn sœkja, er ekki vitni hefir.