Besiddelse (G. L. 77), saavelsom Landnamssager, naar Aaværket var bevist, vitterlige; hvorimod Landnam i modsat Fald maatte indtales som ikke-vitterlig Gjæld (G. L. 91, F. L. XIII. 11). Naar Besidderen, efter at Vindikations-Søgsmaalet var gaaet ham imod, nægtede at vige eller at tilbagegive det ulovlig Aavirkede eller Høstede (F L. XIII. 17), forfulgtes Sagen selvfølgelig som vitterlig. – Som vitterlig Gjældssag forfulgtes overhovedet alle Sager angaaende lovbestemte Ydelser (G. L. 9, F. L. VII. 2) saavelsom angaaende Forpligtelser ifølge vidnesfast afsluttede Kontrakter; saaledes Fæstemandens Søgsmaal mod Giftningsmanden til Ægteskabets Fuldbyrdelse (G. L. 51). Sager mellem Husbond og frit Tyende (G. L. 70; F. L. X. 10). Sager angaaende pantsat (G. L. 144, jfr. 50) eller taksat Gods (F. L. III. 20; B. R. 98), Jorddrottens Søgsmaal mod sin Ombudsmand til Regnskabs Aflæggelse (F. L. XIV. 1 og 2, jfr. B. R. 144[1]), Søgsmaal til Fravigelse af Lejehus, naar Lejemaalet er ude (B. R. 100). Ligesaa angaaende Forpligtelser udenfor Kontraktstilfælde, naar Forholdet selv forudsættes at være notorisk eller Faktum erkjendt, saasom hvor nogen af Opsidderne paa en Gaard ikke vil fare af Hjemhagen til Sæters i lovlig Tid (G. L. 81), eller hvor Nogen vil formene den Anden Brugen af gammel Vej ener Landingsplads (F. L. XIII. 10). – Derimod anviser Loven den for ikke-vitterlige Sager foreskrevne Forfølgning i Markeskjelstrætter (G. L. 86; F. L. XIII. 23 og 25), jfr. XIV. 7 og M. L. VII. 61 (se Dipl. Norv. II. 4) om Almennings-Tvistigheden – samt i Odelsløsnings-Søgsmaal og i visse Tilfælde ogsaa ved Udøvelsen af kontraktmæssig Løsningsret (G. L. 266–269, 272, 276, 277, 281; F. L. XII. 6–8; M. L. VI. 8).
Imidlertid forstaar det sig selv, at Fremgangsmaaden i det enkelte i de forskjellige Tilfælde maatte afændres efter Søgsmaals-Gjenstandens forskjellige Beskaffenhed. Heller ikke kunde den skarpe Adskillelse mellem vitterlig og ikke-vitterlig Sag fastholdes, hvor Sagen ikke havde Kontraktsforhold til Grundlag. I slige Tilfælde finder man derfor stundum, at Sagen, hvor ikke Sagvolderen erkjendte sin Forpligtelse, stevnedes umiddelbart til Tings uden forudgaaende Skilledom,
- ↑ sœki med þingstefnu ok eigi med heimstefnu.
