Den oven beskrevne Omgangsmaade ved Retsforfølgningen anvendtes i alle Sager, hvis Gjenstand var en Fordring paa Penge eller Gods, ligemeget om den hidrørte fra Kontrakt eller Delikt, om den gik ud paa legemlige Ting eller andre Præstationer (jfr. Retshist. I. S. 320–21). Loven tilføjer i Almindelighed, hvor den behandler selve de materielle Retsforhold, enten at „Sagen skal søges som vitterlig Gjæld“, eller at Sagvolderen „skal holde Skilledom“ eller „fæste Ed“ derfor. Som vitterlig Gjældssag behandledes saaledes Kjøberens Regressøgsmaal mod Sælgeren, naar den kjøbte Ting var ham fravindiceret (G. L. 40) ener led af skjulte Fejl (F. L. X. 48), saavelsom hvor Sælgeren ej vilde fuldbyrde Handelen (F. L. XII. 4, XIV. 4; B. R. 153); derimod foregik den bedre berettigede Kjøbers Søgsmaal mod den sednere Erhverver, som har faaet Tingen i Besiddelse (G. L. 40, jfr. 78, 79; F. L. XIII. 17), ligesom Vindikationssøgsmaal i Almindelighed (F. L. X. 25, slutn.[1]), som ikke-vitterligt. Vitterligt var derimod Søgsmaalet mod den, der havde modtaget noget af Fredløses forbrudte Gods (F. L. III. 23), saavelsom Tilbagesøgning af selvtaget eller ulovlig optaget Gods (F. L. X. 1. V. 13 og X 33[2]). Ligesaa var Søgsmaal mod den, der uden nogen Hjemmel havde taget anden Mands Jord i
- ↑ Hvert mál þeirra, er maðr vænist heimildar-manni at, þá skal festa skiladóm fyrir.
- ↑ F. L. V. 13: Ef ármaðr tekr fé manns upp, fyrr en hann hafi gert mønnum stefnu til, þá skulu menn á næsta þingi, ef þeir megu til komast, njóta vitnis síns. En ef ármaðr vill eigi útláta, þá skulu þeir beiða fjárins; en ef hann lætr þá eigi lanst, þá skal æsta bœndr liðs til at fara at hánum, ok taka af hánum hálfu meira, en vitni barst til; hafi hinn sitt, en bœndr þat sem auk er. – X. 33: Eigi skal ármaðr taka fyrir búanda ertog eða ertog meira; en ef hann tekr, fari sá til, er hann hefir af tekit, ok beiði ármann fjár síns; en ef hann lætr eigi laust, þá stefni hánum heim til þingstefnu ok þing síðan; en ef hann vill eigi af láta, þá æsti hann bœndr atfarar.
