somheder mod Person, som dog ikke indeholdt noget Angreb paa den almindelige Fred, saasom Misgang (G. L. 162), tørre Hug og athlaup (G. L. 190 og 191 jfr. 195; F. L. IV. 18). Fremdeles for Selvtægt (G. L. 34, 90 og 216, jfr. F. L. X. 1) og modvillig Retsfornægtelse (G. L. 37, 75 jfr. 88; F. L. X. 24 og XIII. 11) samt Brud paa Lovfæstning (G. L. 72, 91; F. L. XIII. 11, 19 og 23); for Vægring af pligtig Bistand til Rettens Haandhævelse eller af anden medborgerlig Skyldighed, saasom for at nedfælde opskaaren Drabspil (G. L. 151; F. L. IV. 52, V. 14), undlade at sætte efter den flygtende Voldsmand (F. L. IV. 9 og 13), være tilstede ved Slagsmaal uden at skille de Stridende ad (G. L. 185 jfr. 187), nægte Skjødning (F. L. XII. 4); for mindre Ledingsforsømmelser, saasom for kun at opfylde sin Ledingspligt delvis, for at sovne paa Vitevagt (G. L. 311, jfr. F. L. V. 1, VII. 4, 5 og 12); for Frilleliv (G. L. 25); for at færdes sammen med Fredløse (G. L. 202 og 203) m. fl.
Femtenmarksboden synes at være sednere indført for Forbrydelser, der vel ikke i nogen høj Grad forstyrrede Samfundets Fred, men som ellers antoges grovelig at krænke den borgerlige Orden, navnlig Kongedømmets eller Kirkens Ret. Den var saaledes foreskreven i G. L. 10, jfr. F. L. II. 7, naar et helt Fylke forsømte at holde sin Kirke istand; G. L. 35 jfr. 253, naar Tingmændene nægtede Dom; G. L. 214 og 256 for ulovlig Forligelse (at drepa niðr rétt konungs). Fremdeles for Drab af Kongens Aarmand (G. L. 170; F. L. IV. 57), Slagsmaal i Fylkeskirke (F. L. II. 10), Misdeild i Gildehus (G. L. 187), ulovlig Fængsling saavelsom ulovlig Løsladelse (G. L. 253; F. L. V. 15, XIV. 12), enkelte overtrædelser af Hvalretten (G. L. 150, jfr. F. L. XIV. 10) og for Ildspaasættelse paa Sæter eller desl. i Almenning (F. L. XIV. 8). Ved en Retterbod af Magnus Erlingssøn blev den endvidere foreskreven for Dombrud (G. L. 32; F. L. V. 46) og for mened (G. L. 28). – Særskilt forekommer denne Bod, under Benævnelsen skógarkaup, som en Tillægsbod for de saakaldte øfundardrep, se G. L. 200 jfr. 189 og 207; F. L. IV. 22 jfr. 19 og 42. Ved denne gjaldt den Særegenhed, at der af den forlods skulde udredes fuld Ret til den Fornærmede