Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

somheder mod Person, som dog ikke indeholdt noget Angreb paa den almindelige Fred, saasom Misgang (G. L. 162), tørre Hug og athlaup (G. L. 190 og 191 jfr. 195; F. L. IV. 18). Fremdeles for Selvtægt (G. L. 34, 90 og 216, jfr. F. L. X. 1) og modvillig Retsfornægtelse (G. L. 37, 75 jfr. 88; F. L. X. 24 og XIII. 11) samt Brud paa Lovfæstning (G. L. 72, 91; F. L. XIII. 11, 19 og 23); for Vægring af pligtig Bistand til Rettens Haandhævelse eller af anden medborgerlig Skyldighed, saasom for at nedfælde opskaaren Drabspil (G. L. 151; F. L. IV. 52, V. 14), undlade at sætte efter den flygtende Voldsmand (F. L. IV. 9 og 13), være tilstede ved Slagsmaal uden at skille de Stridende ad (G. L. 185 jfr. 187), nægte Skjødning (F. L. XII. 4); for mindre Ledingsforsømmelser, saasom for kun at opfylde sin Ledingspligt delvis, for at sovne paa Vitevagt (G. L. 311, jfr. F. L. V. 1, VII. 4, 5 og 12); for Frilleliv (G. L. 25); for at færdes sammen med Fredløse (G. L. 202 og 203) m. fl.

Femtenmarksboden synes at være sednere indført for Forbrydelser, der vel ikke i nogen høj Grad forstyrrede Samfundets Fred, men som ellers antoges grovelig at krænke den borgerlige Orden, navnlig Kongedømmets eller Kirkens Ret. Den var saaledes foreskreven i G. L. 10, jfr. F. L. II. 7, naar et helt Fylke forsømte at holde sin Kirke istand; G. L. 35 jfr. 253, naar Tingmændene nægtede Dom; G. L. 214 og 256 for ulovlig Forligelse (at drepa niðr rétt konungs). Fremdeles for Drab af Kongens Aarmand (G. L. 170; F. L. IV. 57), Slagsmaal i Fylkeskirke (F. L. II. 10), Misdeild i Gildehus (G. L. 187), ulovlig Fængsling saavelsom ulovlig Løsladelse (G. L. 253; F. L. V. 15, XIV. 12), enkelte overtrædelser af Hvalretten (G. L. 150, jfr. F. L. XIV. 10) og for Ildspaasættelse paa Sæter eller desl. i Almenning (F. L. XIV. 8). Ved en Retterbod af Magnus Erlingssøn blev den endvidere foreskreven for Dombrud (G. L. 32; F. L. V. 46) og for mened (G. L. 28). – Særskilt forekommer denne Bod, under Benævnelsen skógarkaup, som en Tillægsbod for de saakaldte øfundardrep, se G. L. 200 jfr. 189 og 207; F. L. IV. 22 jfr. 19 og 42. Ved denne gjaldt den Særegenhed, at der af den forlods skulde udredes fuld Ret til den Fornærmede