vitterlige Sager. Eftersom Forholdenes Udvikling og Lovgivningens tiltagende Fuldstændighed lod Retsspørgsmaalenes Tvivlsomhed gaa mere og mere op for Bevidstheden, medens derhos Anerkjendelsen af tilfældige Erfaringsvidnesbyrd i Rettergang ved Siden af de ved selve Forholdets Stiftelse tilkaldte Vidner ledede til en større Frihed ved Afgjørelsen af Sagernes faktiske Side, – er det let at forstaa, at denne Fremgangsmaade maatte blive mere og mere anvendt: at saaledes Sagvolderen, selv om han ikke benægtede Faktum, dog æskede Tingsdom paa Grund af Ubekjendtskab til Loven, – og at Sagsøgeren henskjød enhver Sag, hvor han ikke var ganske sikker paa sine Vidners Uangribelighed, men dog havde Haab om at kunne tilvejebringe tilstrækkeligt Bevis, umiddelbart under Tingmændene. – saa at Sagerne altsaa i begge Tilfælde, selv om de ikke fra først af i streng Forstand var vitterlige, gik lige fra Hjemstevnet til Tinget, med Forbigaaelse af Skilledommen.
Denne Fremgangsmaade synes ligefrem hjemlet i Haakon Haakonssøns Rb. 1244, F. L. Indl. 15 og 16, der bestemmer, at sagsøgeren i Gjældssager, naar han forgjæves havde opfordret sagvolderen til at rette for sig (beiða hann stefnulags), skulde stevne Sagen til Tings, hvor da begge Parter skulde føre sine vidner og Sagen paadømmes, uden at skydes videre til et andet Ting. I sager angaaende fast Ejendom skulde derimod fremdeles lægges Skilledom efter Femterstevne, hvor sagens faktiske Del skulde afgjøres; men Dommens Gjentagelse er afskaffet[1]. Der gjøres ingen Forskjel efter som Sagen er vitterlig eller ikke, skjønt det forudsættes, at
- ↑ Ef maðr á skuld at manni, þá kæri hann med váttum: beiði hann stefnu-lags. En ef hann synjar, þá stefni hánum þing, hvárt sem hann er innan þinghár (?) eða eigi, fimnætting, ok hafi þar vitni sín hvárrtveggi frammi á þingi, ok ef búendr dœma hánum skuld sína, þá sé þeir skyldir til atfarar med hánum, ef hinn fær eigi fulla vørðslu fyrir sik til eindaga, ok fara af því þingi ok taka til hálfu meira; ok eigi skal halda til annars þings af þessu pingi. – 16: En allar þær eignir ok landskyldir, er menn skulu fimtar-stefnn til leggja, þá skal sakar-áberi nefna við vátta tvá ok leggja stefnu eptir, ok skal þeirri stefnu eigi mega spilla; en ef spillir, þá gjaldi sá 12 aura. – – – Ein skal ok fimtar-stefna at hverju máli vera, en eigi fleiri.
