sin side føre Vidner, skulde han stille Tak til anden Dom, hvilken sandsynligvis skulde holdes den paafølgende Dag, og der føre Vidnerne; derfra gik Sagen til tredje Dom, og derfra, i Tilfælde af Væddemaal, til Bymødet, ligesom efter Landsloven. Havde Sagsøgeren ingen Vidner, skulde Sagvolderen stagge den lovbestemte Nægtelsesed. Hvorvidt denne skulde paalægges ham ved Skilledom, eller fæstes umiddelbart ved Sagsøgerens Kvada, siges ikke Se B. R. 52, 98 og 104, jfr. 158, der er en ligefrem Gjengivelse af F. L. X. 24 og neppe tilhører Byloven.
Den oven beskrevne Fremgangsmaade ved Forfølgningen af vitterlige Sager, nemlig Paatale til Tinget som Ranssag, kom imidlertid ikke til Anvendelse, hvor Sagvolderen alene bestred Gjældens forbindende Kraft, og strax ved Hjemstevnet, efter at Sagsøgeren havde ført sine Vidner „erklærede sig ubekjendt med Loven, men villig til at efterkomme, hvad Tingmændene maatte kalde Lov“. – Da skulde ifølge G. L. 35 Sagsøgeren stevne sagen til Tings og der føre alle sine Vidner, hvorefter Sagen i sin Helhed paakjendtes af Tingmændene, uden at Sagvolderen faldt i noget Ansvar for ikke strax godvillig at have efterkommet Kravet. – Ligeledes, tilføjer Gulatingsloven, kunde Sagsøgeren selv henskyde sin sag til Tingmændenes Afgjørelse[1], hvorved naturligvis ogsaa Ransboden for Modparten bortfaldt; dog maatte sagsøgeren altid først have hjemstevnet Sagvolderen og nedlagt sin Paastand. – Frostatingsloven omtaler ikke udtrykkelig dette Tilfælde; men Sætningen synes ikke at kunne være tvivlsom. – Sagsøgeren kunde vel tænkes at have Opfordring til at søge selve sagens Realitet paakjendt ved Tinget, naar han nærede Tvivl om sit Vidnesbyrds Tilstrækkelighed, eller havde gjort forgjæves Regning paa Tilstaaelse fra Modpartens side m. v., – men dog heller ikke uden videre vilde opgive Forfølgningen som vitterlig Sag og maaske lade det komme an paa modpartens Ed.
Men ved denne Adgang til Tinget udslettedes igrunden den skarpe Adskillelse mellem Forfølgningen i vitterlige og ikke-
- ↑ Jfr. derimod Hertzberg, Proces, S. 75–77.
