dog XII. 8, der viser, at de tre Domme i alle Tilfælde maatte sættes. Det samme var vistnok Tilfældet, ikke alene hvor Mændene ved begge de første Domme var enige, men ogsaa hvis nogen af Domsmændene unddrog sig ved Væddedommen; i første Fald blev ingen Væddedom sat, i sidste Fald intet Væddemaal af. Udeblev Sagvolderen ved Væddedommen, blev der naturligvis heller ingen Vædden af, og hans Sag var tabt; imidlertid sees det af XII. 8, at Sagsøgerens Domsmænd ligefuldt skulde tilbyde Modpartiet Væddemaal, hvilket dog alene kan have været en Formsag. Det kan ikke betvivles, at ogsaa Forskriften om, at Domsmændene skulde vædde om Sagen, alene har været en Form, og at det i Virkeligheden har været vedkommende Parter, som udredede Væddepengene, skjønt det hele gik i Mændenes Navn[1].
Fandt der fremdeles Meningsforskjel Sted, naar Sagen indkom for Tinget, kunde den skydes videre til de højere Ting, 2 Fylkers-, 4 Fylkers-ting og Frostating paa sædvanlig Maade (F. L. X. 30). – G. L. 266, der for Odelssager anordner den selvsamme Fremgangsmaade, som her beskreven, foreskriver endvidere, at ogsaa Tingmændene paa Heredstinget, hvis de ikke kan blive enige, paa samme Maade skal indgaa Væddemaal, idet Sagen henskydes til Fylkesting, og tilføjer, at, hvis Tingmændene ikke forenes om at vædde, kan Parten, efter at have skudt til Vidne „paa den Retsfornægtelse (løgrán), som Tingmændene har begaaet mod ham“, selv skyde Sagen til Fylkestinget, og det synes at være Meningen, at de Tingmænd, hvem den endelige Dom gik imod, i saa Fald maatte bøde hver 3 Ører til Kongen (for misdœmi).
Naar sagens faktiske Side paa denne Maade var afgjort enten ved Skilledommens Kjendelse eller ved Tingets Dom, var Fordringen bleven vitterlig (dœmt fé), og hvis nu ikke skyldneren betalte, forfaldt han i Ransbod til Kongen, der tilligemed Gjældens dobbelte Beløb blev inddreven ved Atfør paa sædvanlig Maade (F. L. X. 13).
Naar Sagsøgeren aldeles ingen Vidner havde paa sin
- ↑ Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren, S. 266–289. Hertzberg, Proces, S. 16–33.
