hvor da Sagen foretoges paany og, efter ny Vidneførsel fra begge Sider, endelig afgjordes. De tabende Domsmænd tabte naturligvis det Beløb (3 Mark), hvorom der var væddet. Om Fremførelsen af nye Beviser eller om nogen ny Kjendelse ved den tredje Dom er ikke Tale (X. 14 og 15[1]).
Frostatingslovens Forskrifter om de tre Domssætninger er efter Ordene knyttede til den Forudsætning, at den Indklagede udebliver fra den første Dom. Det synes imidlertid klart, at Lovens virkelige Forudsætning er, at begge Parter har Vidner at føre, idet den anden Dom netop var anordnet for Sagvolderens Vidneførsel, og den tredje Dom (Væddedommen) alene havde til Hensigt at konstatere en Meningsforskjel mellem Mændene ved de to foregaaende Domme, der nødvendiggjorde Sagens Henskyden til Tingets Afgjørelse. Derfor havde Sagvolderens Udeblivelse fra den første Dom heller ingen anden Virkning, end at han maatte erlægge en Bod og tabte Adgangen til at „rydde“ sin Modparts Dom; medens hans Indsigelser var ham forbeholdne, og først forspildtes, naar han ogsaa udeblev ved den anden Dom. Mødte derimod Sagvolderen ved første Dom, uden at paaberaabe sig Modvidner og æske ny Dom, kan det neppe betvivles, at den afsagte Kjendelse uden videre blev endelig forbindende, jfr.
- ↑ F. L. X. 14: Nú koma þeir báðir til hins þriðja dóms, ok hafi dœmendr hvárstveggja til dóms með sér, þá skulu dœmendr hvárstveggja á tvá vega sitja; eigi skulu bauggildis-menn i þeim dómi ok eigi nefgildis-menn ok eigi námágar ok eigi barnfóstrar ok eigi þyrmslamenn. – 15: En ef fullr er dómr hvárstveggja; nú skulu dœmendr sœkjanda veðjan bjóða ok sitja kyrrir. Nú megu þeir eigi høndum saman taka, þá skulu þeir fara sitjandi at þeim, er veðjan bjóða. En ef maðr ríss ór dómi annarstveggja, þá er dómr únýtr. Nú eru 11 i øðrum stað, en í øðrum 12, þá skulu þeir fœra vitni sitt fram, er 12 eru saman; en þat kalla menn dómstaura, er útan skulu standa, menn af hvárstveggja hendi, ok heyra mál þeirra; þá skulu þeir bera á hendr hinum, er 11 eru saman, at þeir eru feldir at máli. En ef þá skil á mál sitt, þá skulu þeir hafa hlut, er 2 váttum hafa fleira, hvárs þeir hafa veðjað. En 2 aura silfrs skal hverr þeirra veðja, ok hafa þat silfr þar hvárirtveggja, ok leggja undir jafnaðar-hønd; en þó at eins eyris missi, þá hefir sá fyrirfarit máli sínu. En ef veðjat er, þá skal sœkjandi stefna veðjanda (verjanda?) heim ok síðan fylkisþing, ok rýðja dóma alla þá, ok njóta hvárstveggja vátta sinna þar.
