eet Paakrav er tilstrækkeligt[1], men at dog Ransbod skal ilægges skyldneren for hver frugtesløs Opfordring. – Ogsaa M. L. VIII. 2 siger, at Skyldneren er brødig 1½ Øre „for hvert Krav“; men det paafølgende Kap. 3 bestemmer alene, at Kreditor vidnesfast skal kræve Betaling af sin Debitor een Gang, inden han stevner til Tings.
Benægtede derimod den hjemstevnede Sagvolder Gjælden, maatte han efter de ældste Love udtrykkelig „fæste Dom“ derfor, d. e. erklære sig villig til med Sagsøgeren at indlede de foreløbige Forhandlinger, der skulde bringe Fordringens Tilværelse paa det rene, og, hvis han ikke havde fast Hjem inden Fylket, stille Borgen for sin Tilstedeblivelse, se G. L. 37; F. L. X, 8 og 11–15; B. R. 52, jfr. 98. Dette foregik under Iagttagelse af en Ceremoni (Overrækkelse af en Stav), der i Frostatingsloven kaldes „at kasta fram laga-kefli“, men hvorom vi intet Nærmere ved[2]. Sagsøgeren skulde hertil udtrykkelig tilkjendegive sin Tilslutning og beramme Møde (leggja dóm á). Der skulde nu opnævnes 12 Mænd (skiladómr), 6 af hver af Parterne hvilke skulde sammentræde den femte Dag derefter, ifølge G. L. foran Sagvolderens Dør, ifølge F. L. paa det sædvanlige Tingsted, hvilket Sagsøgeren skulde opgive. Naar Skilledommen var sammentraadt, skulde først Sagvolderen „rydde Sagsøgerens Dom“, d. e. forskyde af de af ham opnævnte Domsmænd alle dem, mod hvem han havde nogen lovlig Inhabilitets-Indsigelse, enten som Beslægtede eller Besvogrede eller staaende i personligt Afhængighedsforhold til Modparten, eller som sine Avindsmænd, hvorpaa andre habile Mænd strax skulde opnævnes i deres sted; kunde saadanne ikke skaffes tilveje, var Søgsmaalet spildt. – Derefter skulde Sagsøgeren paa lige Maade rydde Sagvolderens Dom – Dernæst skulde Sagsøgeren fremføre sine Hjemstevnevidner og sine Kvada-Vidner, og gjentage sin Paastand. Domsmændene skulde nu, hvis alle Former fandtes iagttagne, afgjøre spørgsmaalet om den Sagsøgtes Forpligtelse.
Medens ingen andre end særlig tilkaldte Vidner gjaldt
