Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/305

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

men det synes at være en ligefrem Følge af den hele Omgangsmaade i vitterlige Sager, at Sagvolderens Indsigelser kun, for saa vidt de selv var vitterlige kunde komme i Betragtning. Derimod kan det neppe betvivles, at tilfældige Erfaringsvidner efter Frostatingsloven har været anseede som fuldgyldigt Bevis, uden at det, som i Gulatingsloven, fordres, at de skal have været særlig tilkaldte ved Betalingen[1]. – M. L. VIII. 2 har vistnok optaget Bestemmelsen i G. L. 59: at mod Betalingsvidner kan ingen Modvidner føres, og gjentager i V. 14 lejlighedsvis Regelen i G. L. 116, at, naar Debitor ingen Vidner har paa Betalingen, maa han betale opigjen, hvis Kreditor nægter derfor. Men efter at Modsætningen mellem Forfølgningen af vitterlige og ikke-vitterlige Sager i den nye Lov paa det nærmeste er udslettet, er det neppe tvivlsomt, at det maatte staa Debitor frit for paa hvilken som helst Maade at bevise, at Betaling havde fundet Sted, ej alene med Erfaringsvidner, men ogsaa efter Omstændighederne ved Ed. – Andre Indsigelser end den, at Gjælden er betalt, tænker Loven ikke, at der kan fremkomme mod vitterlig Gjæld; jfr. dog B. R. 135, der, for det Tilfælde at Debitor paastaar, at Betalingstiden endnu ikke er kommen, uden at nogen af Parterne med Vidner kan bevise sin Paastand, foreskriver, at Debitor skal frie sig for Søgsmaalet med den til Gjældens dobbelte Beløb svarende Ed.

Var en bestemt Betalingsdag forud fastsat (eindagat fé), synes formelig Hjemstevning at have været ufornøden, og Kreditor berettiget til uden videre paa Betalingsdagen at fremstille sine Vidner og, hvis Betaling ikke erlagdes, strax stevne atfarar-þing (G. L. 36[2], M. L. VIII. 4, Rb. 1280 Art 17).

  1. ↑ G. L. 36: Ef maðr krefr mann fjár, þá má hann svá krøfu verja, at kveðast þá skum goldit hafa, ok nefnir vátta sína, þá er við þat váru. – – Nú bera þeir svá vitni, at þeir við þat váru, er hann lauk skuld þeirri allri sér af hendi, þá hefir hann krøfu rétt varða; þat heitir álýktar-vitni, þar skal ok ekki andvitni ámóti koma. En ef þeir koma eigi, þá er hann sekr á krøfu þeirri. – 116: Skuld er engi goldin, nema váttar viti; en ef hinn dylr, þá verðr hann at gjalda aðra ok sœkja sitt med kveðum aptr.
  2. ↑ Þat fé alt, er eindagat er, þá skalt þú svá njóta vátta þinna í eindaga, sem þú hafir (M. L. hefðir) hánum heim stefnt.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Brandt_-_Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie_2.djvu/305&oldid=184933»