(G. L. 35 og 46; F. L. X. 4, 9 og 26). I Sager angaaende kontraktmæssige Forpligtelser kunde ogsaa stevnes til det Sted, hvor Kontrakten var indgaaet (kaupreina). Sagvolderen var strax ved Stevningen forpligtet til, hvis han ikke var bofast Mand, at stille Borgen for sin Tilstedeblivelse (brautartak, tak til heimilis, G. L. 102, F. L. X. 27 og 31).
Til den fastsatte Tid havde Sagsøgeren at indfinde sig, ledsaget af sine Hjemstevne-Vidner, og dernæst vidnesfast fremsætte sin Paastand (kvaða); var Sagen vitterlig, skulde han derhos fremstille Vidnerne paa Gjælden og æske Betaling (i G. L. kraf, krefja; i F. L. útbeiðsla, heien út; F. L. X. 5, 6 og 8). Betaler da Sagvolderen strax eller vedtager at betale til en fastsat Tid og herfor stiller Borgen (festa fé), er Sagen dermed afgjort. I modsat Fald er den videre Forfølgningsmaade afhængig af, hvorvidt Forpligtelsen er vitterlig eller ikke.
Var Gjælden vitterlig, og Skyldneren ved Paakravet nægtede Betaling, havde Sagsøgeren at gjentage Kravet 2 Gange, og derpaa erklære skyldnerens Forhold for Ran (Retsfornægtelse, løgleysa; leggja hánum rán við) og indstevne Sagen for Tinget. Der skal han fremstille sine Vidner, og hvis ikke da Skyldneren fra sin Side kan føre vidner paa, at Gjælden er betalt, skal han dømmes til at betale Gjældens dobbelte Beløb og Ransbod (efter G. L. 12 Ører; efter F. L. 3 Mark) til Kongen. Hvis Skyldneren endda ikke betaler, eller lover Betaling til en bestemt Tid, skal Sagsøgeren opfordre de forsamlede Tingmænd tilligemed Kongens Aarmand og saa mange Bønder, som tykkes ham fornødent, til at fare med ham til den Skyldiges Hjem (atfør) og udtage det Idømte (Fordringens dobbelte Beløb til Sagsøgeren og Ransboden til Kongen) tilligemed 6 Ører til Sagsøgeren for vanskelig Erholdelse (at harðafangi). Se G. L. 34 og 35[1]; F. L. X. 19–24 første Del; B. R.
- ↑ G. L. 35: Ef maðr á fé at manni, þat er váttar vitn, þá skal stefna hánum heim til krøfn ok vátta søgu. – – – Nú skal svá mæla, at hann sé heima, er sá kemr þar – – – í ljósi ok úfólginn. Þá skal hann láta bera heimstefnu-vitni þar þegar, en síðan skal hann leiða vátta til fjár svá mikils, sem hann á at hánum. En ef hann vill eigi þá reiða, þá skal krefja hann ok leggja hánum rán við, nema hann reiði hánum þá. Nú ef hann svarer því, at ek kann eigi
