Lagdømmer, og det er vel muligt, at endog de samme processuelle Skridt kan have haft forskjellig Betydning efter de forskjellige Love; ej at tale om, at de ældstebevarede Lovbøger stammer fra forskjellig Tid og saaledes ikke giver os noget samtidigt Billede af Processen i de tvende Landsdele.
Efter Lovenes egen Anvisning vil det være hensigtsmæssigt særskilt at betragte de forskjellige Klasser af Sager, hvor Forfølgningsmaaden beskrives. I dem alle gjælder samme Grundsætning, at Sagsøgeren har at forelægge Tinget sin Sag i notorisk stand, ledsaget med Bevis for Retsformernes Iagttagelse, og at Dommen, naar dette er fyldestgjort, bestaar i umiddelbar Iværksættelse af det Pligtige. – Men i det Enkelte afændres naturligvis Gjennemførelsen paa mange Maader efter Søgsmaalets forskjellige Gjenstand.
Mellem de forskjellige Love indbyrdes er Forskjellighederne ikke større, end at de vel lader sig behandle under en samlet Fremstilling. Til Udgangspunkt bør man tage den ældre Gulatingslov, hvis Procesregler aabenbart bærer det ældste Præg, og knytte Fremstillingen heraf umiddelbart til Magnus Lagabøters Loves moderniserede Procesordning. Ti uagtet Frostatingsloven og Bjarkøretten indeholder enkelte Træk af kjendelig ældre Herkomst, maa de dog i det hele taget siges at staa paa et Mellemtrin, paavirket af sednere Ændringer, mellem det Gamle og det Nye.
Den almindelige Procesmaade i Sager angaaende Penge og Gods (fjársóknir, jfr. Retshist. I. S. 321) beskrives i G. L. 34, 35 og 37; F. L. X. 2–32; B. R. 52, 98, 153–160; M. L. 1. 4, 9–15, VIII. 2–8, B. L. 10–15. – Alle Søgsmaal indlededes med Hjemstevning, hvorved Sagsøgeren vidnesfast opfordrede sin Modpart til at være hjemme i sin Bolig paa en fastsat Dag, for at høre hans Krav eller Paastand. Havde Sagvolderen intet fast Hjem, skulde han stevnes til sin Arvings Bolig eller der, hvor han havde været den sidste Julenat. Vidste sagsøgeren ikke sin Modparts Hjem, var denne pligtig paa Forespørgsel at opgive det; dog maatte han ikke opgive nogen kongelig Ombudsmands Gaard, med mindre han virkelig boede der; i Vægringstilfælde kunde Sagsøgeren stevne ham til hvilken Gaard, han vilde, undtagen sin egen
