nogen af dem bliver dræbt, uden at Drabsmanden opgives, er samtlige ansvarlige, og Eftermaalsmanden kan sigte den bedste Mand af dem som Gjerningsmand; den Sigtede kan imidlertid frie sig med Ed (G. L. 167 og 168, jfr. 152 og 154; F. L. IV. 23). I den nye Lov er disse Bestemmelser forsvundne.
Uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster var efter G. L. 254 og 255 fuldt Bevis for Tyveriet, naar dette strax var blevet efterlyst, og Besidderen enten forfaldsløst udeblev fra Tinget, eller Kosterne ved Ransagning blev fundne i hans Gjemmer, hvorved Forudsætningen vistnok er, at han fra først af har nægtet Besiddelsen; kun hvis Kosterne fandtes under saadanne Omstændigheder, at de uden hans Vidende kunde være indbragte der (bora-fóli, stunga-fóli, jfr E. K. R. 24), havde han Adgang til at frie sig med Ed. Efter F. L. XV. 7, 8. 9, 15 havde Besidderen derimod i alle Tilfælde Adgang til at frie sig med Ed, idet den mere eller mindre skjulte Maade, hvorpaa Kosterne fandtes forvarede, alene havde Indflydelse paa Edens Størrelse[1]. – Efter M. L IX. 6, B. L. 8 synes ligeledes Besidderen altid at have haft Adgang til at frie sig med Ed. – Havde han derimod nægtet Ransagning, betragtedes han efter alle Lovene som skyldig. – Efter B. R. 115 synes den Omstændighed, at den Enes Nøgel passede til den Andens Dør, at have haft samme Indflydelse, som om Kosterne var fundne i hans Gjemmer, saa at han maatte fralægge sig Tyvssigtelsen ved Settered med Nævndervidner, jfr. B. L. VIII. 8.
Den Sigtedes Udeblivelse fra Tinget uden lovligt Forfald havde, foruden efter G. L. 254 i Tyvssager, ogsaa efter G. L. 151, jfr. 155 i Drabssager den Virkning, at han ansaaes overført Gjerningen, uden at stædes Adgang til Ed. Det samme gjaldt efter G. L. 157, hvor Drab var begaaet i Gildehus om Natten, og nogen af Gjæsterne havde forladt Huset, medens de andre sov, uden at sige sit Erinde. Efter
- ↑ F. L. XV. 8: Ef vindauga er á búrinu, þá ef útan má í stinga, þá skal fimtar-eiðr uppi, en ef eigi má útan í kasta, þá er settar-eiðr uppi; en þó at í byrðu sé ok í keri læstu, þá kemr eigi framar til.
