sigtedes som forsætlig Banemand, efter de ældre Love maatte fralægge sig Forsættet med Tylftered[1], hvilket imidlertid M. L. IV. 13 har formildet til Settered. Samme afgjørende Kraft synes F. L. IV. 43 og 44 at ville have tillagt Sigtelsen for de groveste Lemlæstelser: at gilde, afskjære Tungen eller udstikke Øjnene paa en Anden; ved andre Legemsfornærmelser kunde derimod den Mishandledes Sigtelse efter F. L. IV. 29, jfr. 24[2] mødes med den almindelige Ed; med mindre den tillige var bestyrket med eet Vidne; denne sidste Bestemmelse, der stiller den saaredes Sigtelse jævngodt med et Vidne, er udeladt i Magnus Lagabøters Lov.
Det viser sig iøvrigt navnlig i den ældre Gulatingslov, – der i det hele mere end de øvrige Love lægger an paa at give de forskjellige Bevisligheder en forud bestemt afgjørende Indflydelse paa Udfaldet, og at undgaa enhver Bedømmelse af deres Stilling i de enkelte Tilfælde, – en kjendelig Stræben efter at udelukke Benægtelsesed i Drabssager, naar det er givet, at Gjerningsmanden nødvendigvis maa være at søge inden en snæver Kreds. Hvor saaledes 3 Personer er i Følge, og den ene af dem bliver dræbt medens de 2 gjenlevende gjensidig beskylder hinanden for Drabet, skulde de efter G. L. 155 begge betragtes som Drabsmænd, med mindre den ene udeblev fra Tinget; efter F. L. IV. 6 havde de dog Adgang til at frie sig med Jærnbyrd. Var der 4 i Følge skulde den være Drabsmand, hvem to af de overlevende var enige om at sigte, „selv om det er en Træl“ (G. L. 154). Et Følge paa 5 eller flere regnedes for en Flok, og hvis
- ↑ G. L. 169: Nú telgja menn tveir tré eitt, ok rýtr øx úr hendi manni ok fær hinn bana af, nú ef hann er mælandi munnr, er menn koma til hans, þá skal hann orði ráða; vera því at eins váða-verk, ef hann vill; nú ef hann er eigi mælandi munnr, þá skal erfingi orði ráða. – F. L. IV. 27: Ef menn tveir fara í skóg ok telgja tré, ok skýtst annars øx á annantveggja, ok koma menn til þar, er hann liggr; nú ef hann má mæla, ok segir hann svá, er sár fékk, at hinum varð váða-verk, þá skal sá fara af landi ok hafa fé sitt alt; en ef hinn er úmáli, þá er menn hitta hann, þá er hinn útlagr, ok alt fé hans, nema hann hafi tylftar-eiða fyrir sér.
- ↑ Ef einn maðr særir tvá menn á gøtu úti, þá skal hvárrtveggi þeirra øðrum vitni bera; en bend skal hvárumtveggju fyrir annan vátt.
