Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/29

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

af Retten (G. L. 91; F. L. XIII. 15). Uberettiget Brug af anden Mands Løsøre, forsaavidt den ikke ved modvillig Nægtelse gik over til Ran, bødedes derimod med en fast, ringe Bod (áfang) uden Hensyn til den Fornærmedes Stand (G. L. 95 jfr. 71 Slutn., F. L. X. 41–45 jfr. XIII. 10).

I Byerne var alle frie Mænds personlige Ret lige (B. R. 47).

Den offentlige Bod var Forsoning for Bruddet paa Samfundets Fred og den retlige Orden, og nærmede sig saaledes mere en virkelig Straf i moderne Betydning. Hvor en Privatmand var fornærmet, kunde den saaledes alene komme til Anvendelse i de grovere Tilfælde, hvor et virkeligt Fredsbrud havde fundet Sted og en Mellemkomst fra Samfundets Side var nødvendig til Fredens Gjenoprettelse, altsaa aldrig uden for forsætlige Forbrydelser, og i Regelen kun for saadanne, der i Mangel af mindeligt Forlig drog Fredløshed efter sig. Sager, der ubetinget skulde afgjøres ved Bøder, medførte derimod ingen særskilt Bod til Kongen, men alene til den Fornærmede, undtagen hvor de tillige umiddelbart krænkede den retlige Orden (saasom Selvtægt og Dombrud); kun nogle enkelte Sager, der i en sednere Tid er gaaede over fra útlegðarmál til Bødesager (Ærekrænkelser og Spildeværk), medførte Bod til Kongen ved Siden af den Fornærmedes Ret. – Ved Bestemmelsen af den offentlige Bods størrelse maatte fornemmelig de objektive Hensyn, Fredsbruddets egen Betydelighed og den deraf følgende større eller mindre Vanskelighed ved Fredens Gjenoprettelse, komme i Betragtning. Og ved Siden heraf maatte tillige Gjerningsmandens personlige Forhold faa Indflydelse, altsaa det modsatte Princip af, hvad der gjaldt for den private Bod, komme til Anvendelse; det maatte aabenbart fremstille sig som en større Fredsforstyrrelse, at en højtstaaende Mand krænkede Loven end en ringere. Den offentlige Bod kom saaledes i de betydeligere Tilfælde af sig selv til at antage Præget af en Tugtelse, der tillige paa Forhaand kunde afskrække den forbryderske Vilje, medens den private Bod omvendt mere og mere maatte antage Karakteren af en Erstatning. – I Drabstilfælde var vistnok den egentlige Bod til Kongen (þegngildi) lige stor i