slaaede sammen, idet de Mænd, som opnævnes til at ansætte de sidste, netop har været med blandt dem, som forud har paakjendt det første, saa at det mere har været i Formen end i Virkeligheden, at Dommen og Skjønnet er udgaaet fra forskjellig Auktoritet.
Indiciebeviset kunde ikke finde Plads under den ældste Rettergang, med dens forud lovbestemte Fordringer til Bevisernes Art og Styrke. Noget Andet er det, at visse indicerende Data af Loven selv var stemplede som fuldt Bevis, men af saadanne lovbestemte Indicier opstiller Lovene egentlig ikke mere end 3: den Dræbtes Sigtelse af sin Banemand, uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster, samt i nogle Tilfælde den Sigtedes Udeblivelse eller Undvigelse, – og selv disse kun med mange Indskrænkninger. – Derimod kom Indicier ofte i Betragtning som afgjørende, hvor selve det udvortes Faktum var bevist eller erkjendt, men det gjaldt Bedømmelsen af dettes retlige Karakter, – saavelsom ved Bestemmelsen af den større eller mindre Strenghed i Fordringerne til den Sigtedes Fralæggelse af Sigtelsen.
Den Dræbtes Sigtelse var efter G. L. 156, jfr. 169 og F. L. IV. 5 Slutn., jfr. 27 og 28, samt B. R. 14 og 27 fuldt Bevis mod Banemanden, og kunde alene mødes med Jærnbyrd[1]. Efter M. L. IV. 10, B. L. 11, kunde derimod den sigtede frie sig med Tylftered, hvilket var udelukket, naar Drabet var bevist med Vidner. Ogsaa hvor Spørgsmaalet var, hvorvidt et bevist Drab var øvet med eller uden Forsæt, var den Dræbtes Sigtelse afgjørende saaledes, at Gjerningsmanden, hvis han
- ↑ G. L. 156: Nú er sá mælandi munnr, er menn koma til hans, þá er sá bani, er hann segir søgu á hendr, nema vitnit mikla hjelpi hánum. – F. L. IV. 5: Ef maðr er særðr ok má hann mæla, þá er menn hitte hann, þá skal sá vera bani, er hann segir fyrst á hendr, ef hann mælir af viti ok má hann kenna hann, ok saga hans kemr bókat á fyrsta þing; nema hinn skíri sik med járnburð.
