Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/285

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Tilfældet i F. L. XIV. 7[1], i Tilfælde af Tvist, om en Strækning hører til privat Ejendom eller Almenning, hvilket ved M. L. VII. 61 blev udvidet til alle Tilfælde, hvor der tvistes om Ejendomsretten til Udmarks-Strækninger. Her skal der paa Tinget opnævnes 12 Haulder eller de bedste Bønder i Tinglaget, 6 af hver af Parterne, af hvilke den Part, der vil vindicere det omtvistede Stykke som sit, skal vælge 2 til at sværge, hvor de antager, at den rette Grænse er. Disse Vidner skal derefter fremstilles paa det næste Ting efter Femterstevne og sværge: „at det har de hørt, at dette er Grænsen mellem Bondens Ejendom og Almenningen, og ikke ved de noget Sandere at sige i den Sag“; derpaa skal Tingmændene dømme, hvo der skal have det Omtvistede. At samtlige 12 Mænd skulde deltage i Sandsagnets Afgivelse, skjønt blot de 2 skulde sværge, synes sikkert. – Endvidere kan mærkes den før anførte Bestemmelse i F. L. XIII. 24, B. R. 143, at, hvor Vidner stod mod Vidner, skulde 12 af begge Parter opnævnte gode Mænd afgjøre, hvilket Vidnesbyrd skulde gjælde, hvad M. L. VI. 8 og VII. 24 forandrer derhen, at Retten skal afgjøre, hvilken Parts Vidner skal stædes til Ed. Ligesaa bør vistnok ogsaa Bestemmelsen i M. L. IV. 4 Slutn.: at, hvis en Kvinde klager over at være bleven voldtagen; og ingen Vidner haves, „skal 12 af de skjønsomste Mænd dømme, efter som Sandsynligheden tykkes dem at stille sig, og hvem rimeligst tykkes at have Sandheden paa sin Side“, – forstaaes alene om en Afgjørelse af det Faktiske, ikke om nogen Dom angaaende Sagen i dens Helhed[2]. – Derimod er Bestemmelsen i Erkebiskop Sigurds Kristenret

  1. Ef menn skilr á, ok kallar annarr sér, en annarr almenning, þá festi sá løg fyrir, er sér kallar, ok kenni þing síðan; – – – en á þingi skulu þeir nefna haulda 12 eða bœndr hine bestu, ef eigi eru hauldar til, 6 hvárr þeirra, í þinghá þeirri, ok hafa tvá af þeim 12, er geta má, ok sverja, hvárt er eign hans eða almenningr. En af því pingi leggi sá fimtar-stefnu, er sér kallar jørð þá, ok njóti þar vitnis síns þess, er á þingi var nefnt. – – – En svá skal þann eið sverja, at þat hefir ek heyrt, at þat skill marka ámeðal eignar búanda ok almennings, ok eigi veit ek annet sannara í því máli. En síðan sé sett fimtar-stefna ok dœmi þar þat hvárum, sem hafa skal.
  2. Jfr. Ugebl. f. Lovk. IV. S. 227