Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/283

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Barnet, sværge Lyrittered eller bære Jærn. – Jærnbyrd var eneste Befrielsesmiddel, hvor Nogen var sigtet for at have myrdet sin Stalbroder (G. L. 158; F. L. IV. 6), saavelsom hvor en Kone var sigtet for at have myrdet sin Mand eller raadet ham Bane (F. L. IV. 35). Endvidere hvor Nogen var sigtet som Banemand af den Dræbte selv; hvorimod Husfolkenes Vidnesbyrd kunde omstødes med Tylftered, naar Mededsmændene tillige kunde bevidne den Sigtedes alibi (G. L. 156; F. L. IV. 4). – Ligesaa kunde de Plyndredes edelige Sigtelse mod Vikingerne efter G. L. 314 og F. L. IV. 62 ikke mødes paa anden Maade end med Jærnbyrd, jfr. Eids. L. N. gl. L. II. S. 523. – I B. K. R. 17 foreskrives Jærnbyrd som almindeligt Fralæggelsesmiddel for Ubodemaal mod Kristenretten, uden at der tales om Ed, jfr. F. L. III. 15; B. R. 69. – Endelig mærkes Bestemmelsen i B. K. R. (II) 10, at, naar Vidner staar imod Vidner, saa sejrer den, som har de fleste, med mindre Modparten vil „øge sine Vidners Tal med Jærnbyrd“. – Ved F. L. II. 45 blev det forbudt Præsten at tage Betaling for sin Bistand ved Jærnbyrden, jfr. derimod E. K. R. 43[1].

Jærnbyrd (og Kjedeltag) blev afskaffet i Norge ved Kardinal Vilhelm af Sabinas Legation 1247, „eftersom det ikke sømmer sig for kristne Mænd at friste Gud til at vidne i Menneskenes Sager“ (Hák. S. Hks. Kap. 255[2]). Samtidig blev den forbudt i Sverige; men holdt sig ligefuldt i Brug,

  1. Prestr sá, er vígir guðs-skírslir, skal hafa mørk sex-alna-eyris; skulu hvárirtveggja veð leggja, hinn er eiða gengr ok sá er søk gefir. Ef skír verðr, þá skal sá gefa fé, er til fœr er; ef fúll verðr, þá gefi sá fé, er járn berr. Fimtán nátta grið skal hafa frá guðsskírslum ok frá eiðum.
  2. I Henhold til Forbud paa det 4de lateranske Kirkemøde 1215 (c. 9 X ne clerici (3.50): nec qvisqvam purgationi aqvæ ferventis vel frigidæ, seu ferri candentis, ritum cujuslibet benedictionis aut consecrationis impendat). Dette er dog, ligesom den paa samme Kirkemøde gjorte Indskrænkning i de forbudne Slægtskabsgrader (ovf. I. S. 106–7), overseet i Erkebiskop Sigurds Kristenret af 1244, og det uagtet den norske Erkebiskop Guttorm i sin Tid havde været tilstede ved Konciliet.