Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/282

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

frie sig med Lyrittered, „hvilken falder hende til Jærnbyrd“, og hvis denne mislykkes, skal hun fare fredløs. Fremdeles havde efter E. K. R. 42 den, som beskyldtes for Troldom, Valget mellem guðsskírslir og mannaskírslir (Tylftered): har han først valgt Eden, er han bunden ved sit Valg; men hvis Eden falder, har han endda Adgang til Gudsdom, og først, naar ogsaa denne mislykkes, indtræder Fredløsheden. Efter G. L. 24 havde den for Blodskam sigtede Adgang til at frigjøre sig med Jærnbyrd, efter at Settereden var falden, og det samme gjaldt vistnok ogsaa ved Beskyldning for Sodomitteri og crimen bestialitatis (G. L. 32, F. L. III. 18, jfr. G. L. 30). Ved F. L. II. 45[1] blev det i Almindelighed bestemt, at naar nogen Anklaget ved Overmagt hindredes fra at komme til lovlig Nægtelsesed, eller ikke kunde erholde Edshjælp (jfr. IX. 10), men „dog havde retteligt Forsvar“ (d. e. paaberaaber sig en gyldig Forsvarsgrund), skulde der gives ham Adgang til at underkaste sig Jærnbyrd. – Paa samme Maade anvendtes Jærnbyrd i Mangel af Tylftered, hvor Drab var begaaet om Natten i Gildehus, og Nogen om Morgenen befandtes at have forladt Huset, uden at skyde til Vidne paa sin fredelige Bortgang (F. L. IV. 14), og efter F. L. IV. 23 skal, hvor Nogen er bleven dræbt i et Følge af fem eller flere, uden at Nogen lyser Drabet paa sig, den, hvem Eftermaalsmanden sigter, fralægge sig den med Lyrittered eller, hvis han ikke kan erholde Edshjælp, med Jærnbyrd. Efter F. L. II. 1 skal, hvor en Kvinde har udlagt en død Mand som Barnefader, og Kvinden ogsaa er død (og saaledes ikke kan stad fæste Udlæggelsen med Jærnbyrd, hvilken vilde været afgjørende), den Udlagtes Arving, hvis han ikke vil anerkjende

  1. Um þau ein mál skal járn bera, er í løgum eru til skild. En ef maðr verðr fyrir ofríki, ok nær haan eigi laga undanfœrslu, þá skal erkibiskup haga svá, at hann hafi løg, eða leyfa hánum elligr járnburð, eða brœðr at kristkirkju, ef erkibiskup er eigi nær; svá ok ef maðr hefir eigi eiðalið ok þó rétta vørn. En at fylkiskirkju skal járn bera í heraði, en at einni kirkju, er til er skild, í kaupangi hverjum. En prestr sá skal járn vígja, er tíund tekr þess manns, ok kauplaust bœði við hann ok fylkisprestinn, nema vistir þær, er hœgindisprestrinn þarf, er haan ferr til fylkiskirkju.