tilbage, som han tog (M. L. VII. 18). – Alle disse Eder var Enseder, og om noget Modbevis kunde her naturligvis aldrig være Tale.
Grundtanken i hele vor ældste Rettergang, – at Samfundets Bistand først skulde paakaldes, efter at Parterne selv havde bragt sit Mellemværende paa det rene, maatte naturlig føre til, at ogsaa andre Afgjørelsesmidler, der efter Oldtidens synsmaader antoges at begrunde den ene Parts Ret imod den anden, tillagdes samme Virkning som et i Retsformer ført Bevis for Paastandens Sandhed. Det vigtigste af disse Afgjørelsesmidler var Tvekampen. At Sejrherren har lovlig Ret til, hvad han fratager den overvundne Fiende, er en Sætning, der under primitive Samfundstilstande gjælder overalt, ogsaa mellem Samfundets Medlemmer indbyrdes; Retsordenens Herredømme over den individuelle vilkaarlighed kan her alene gjøre sig gjældende ved at stille selve Kampen under Religionens og Lovenes Værn. Ogsaa blandt Nordmændene gjaldt i Hedendommen den Lov, at enhver Part i en Retstvist havde Ret til at fordre sin Modpart til Tvekamp, hvad enten han havde at søge eller værge sin Sag, med den Virkning, at, hvis Udfordreren sejrede, var Kampens Gjenstand hans; tabte han derimod, maatte han løse sig med en forud bestemt Sum (jfr. I. S. 270–71[1]). Man skjelnede i Oldtiden mellem 2 Former af Tvekamp: en simplere, Enekamp (einvígi), og en vanskeligere, Holmgang (holmganga). Den sidste synes at have været den, som i Regelen anvendtes ved Afgjørelsen af Retstrætter. Skikkene beskrives forskjellig og har vel ogsaa i Enkelthederne vexlet til de forskjellige Tider; men det væsenlige synes at have været, at de stridende var indskrænkede til en snæver Kampplads, helst en liden Holme,
- ↑ Se Keysers Afhandl. S. 347–55; Rogge, Gerichtswesen S. 204–9; Maurer i Krit. Überschau V. S. 222–33; v. Amira, Vollstreckungsverfahren, S. 290–300; Hertzberg, Proces S. 269–70.
