Blev Eden rettelig aflagt, var dermed naturligvis Sagen afgjort og videre Forfølgning udelukket. I omvendt Fald havde Sagsøgeren vundet sin Sag, og kunde nu i fornødent Fald bringe Sagen som vitterlig til Tinge. Dette maatte han i saa Fald gjøre efter G. L. 57 og 136 inden 1 Aar, og efter F. L. IV. 8 inden 1 Maaned, da Paatalen i modsat Fald var præskriberet. Det er imidlertid at mærke, og ganske i Konsekvens af den hele Opfatning af Edens Betydning og Rettergangens Øjemed, at, uagtet Følgen af, at Eden faldt for Sagvolderen, ligefrem var, at Sagsøgerens Paastand godkjendtes, saa betragtedes dog det derpaa følgende Søgsmaal som en ny Sag, og „Edfaldet“ som en ny, selvstændig Søgsmaalsgrund; Sagen betragtedes derfor ikke, som om den fra først af havde været vitterlig, men bliver det først nu, gjennem de for tilkaldte vidner stedfundne Forhandlinger. Derfor udtrykker ogsaa G. L. 135, ligesom de øvrige Steder, hver Ed foreskrives, sig i den almindelige Form: at Tylftereden, Grimueden saavelsom settereden for Tyveri og Mordbrand „falder til ubetinget Fredløshed“; alle andre settereder „til Utleg “ (eller den istedet derfor trædende Bod) og Lyrittereden „til det, som den var fæstet for“ (Bøder eller civile Præstationer).
Efter at i den sednere Tid Partseden blev at aflægge for Tingen ligesom ogsaa alle de øvrige Retsforhandlinger mellem Parterne efterhaanden overførtes did, maatte Forholdet imidlertid blive anderledes: Edsaflæggelsen blev nu et Led i den hele Række af de til sagens Forfølgning hørende Retshandlinger. Dommen blev enten afsagt alternativt, eller først efter at Eden enten var aflagt eller falden, og i første Tilfælde Sagvolderen frifunden, i sidste Tilfælde domfældt efter den oprindelige Paastand, uden noget nyt Søgsmaal. Jfr. Dipl. Norv. III. 153 (af 1329); I. 339 (af 1354) og 774 (af 1440) samt III. 1163 (af 1547).
Vi har hidtil alene behandlet Partseden som Befrielsesed for den sigtede. Kun i sjældne Tilfælde tillades det den, som fremsætter en positiv Paastand, hvorfor Bevisbyrden paaligger ham selv, at stadfæste dens Sandhed med sin egen Ed. Dette skede alene, som juramentum qvantitatis, hvor
