føres Bevis for Tilværelsen af et Rygte (heimiliskviðar-vitni), hvilket efter F. L. V. 28 (Hkb. 37), jfr. F. L. II. 29: B. R. 34, 61 og 92; M. L. IV. 23, B. L. ibid., maatte ske saaledes, at 2 Vidner skulde sværge, at de havde hørt Rygtet, uden dog at vide, om det var sandt, hvorhos 8, eller (hvis Sagen gjaldt mindre end 6 Ører) 4 andre Vidner (altsaa henholdsvis 4 eller 2 for hvert Hovedvidne) skulde sande hines Ed. – I Gulatingsloven omtales denne Bevismaade ikke; men af et Brudstykke af Kap. 28 (gl. L. II. S. 495) jfr. Sv. K. R. 98 sees det, at der krævedes, at Rygtets Tilværelse bevidnedes fra 3 Gaarde, og det samme er Tilfældet i E. K. R. 41 og har maaske været almindelig Regel, jfr. F. L. II. 29. Usandsynligt er det ikke, at den særegne Form for Bevisførelsen i dette Tilfælde stammer fra Kirkeretten[1] og har udviklet sig af Fremgangsmaaden ved de af de biskoppelige Ombudsmænd afholdte Forhør angaaende kirkelige Overtrædelser, jfr. B. K. R. 17, der udførlig skildrer denne.
I den hedenske Tid foregik Edsaflæggelsen saaledes, at den Sværgende holdt i Tempelringen, der laa paa Alteret i Heredets Tempel og var dyppet i Offerdyrets Blod, og som Herseren altid skulde bære paa sin Arm til Tinge, – og under Paakaldelse af Guderne (Odin, Njørd og Frey) bekræftede Sandheden af sit Udsagn. Edens Aflæggelse maatte altsaa foregaa enten i Templet eller paa Tinget, og i ethvert Fald i Overvær af Herseren[2]. – I den kristne Tid foregik Edsaflæggelsen, idet den Sværgende lagde Haanden paa Evangeliebogen (corpus evangelicum) eller en anden hellig Bog med de Ord: „Dertil lægger jeg Haanden paa Bogen, og det skyder jeg til Gud, at – – – –. Saa være Gud mig huld, som jeg taler sandt; gram, hvis jeg lyver!“ (bókareiðr, = corporlig Ed, at bóka søgu sína). Tylftereden skulde aflægges foran Altergulvet; Settereden i den nedre Del af Kirken. Præsten var pligtig at give de Sværgende Adgang til Kirken og skaffe Bog. Sagsøgeren skulde overrække Sagvolderen Bogen eller lægge Bogen paa Kirkens Tærskel; derpaa skulde
