Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/272

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Mededsmændene sande hans Ed med de Ord: „at de intet sandere ved om den Sag[1]“.

Den Garanti for Edens Sandhed, som Mededsmændene gav, kan synes at have været temmelig ringe, især naar man erindrer, at, selv hvor Eden aflagdes med Nævndervidne, det Antal af disse, som Sagvolderen maatte have, ikke var større, end at han kunde tage dem samtlige af dem, han selv havde opnævnt. Men, selv om man ikke vil antage, at Meningen idetmindste ved Tylftereden har været, at han skulde have en af hvert Udvalg, – maa det dog vistnok forudsættes, at samtlige de opnævnte Mænd har været tilstede, saa at ogsaa de af dem, der ikke blev tagne med til at sværge, har kunnet øve idetmindste en moralsk Indflydelse paa de øvrige. Derhos laa en stor Garanti saavel i Fordringen om, at nogle af Mededsmændene skulde være Sagvolderens nærmeste Naboer, som at han skulde have nogle af sine nærmeste Slægtninge med sig; ti inden disse snevre Kredse kan man vistnok forudsætte at det, under hine Tiders gjennemsigtige Samfundsliv, i de færreste Tilfælde vilde være muligt at holde Sandheden ganske skjult. En ikke ringe Garanti laa vistnok ogsaa deri, at Mededsmændenes Opnævnelse skulde ske strax, idet Eden blev fæstet, altsaa uden Adgang til forud specielt at undersøge deres Tilbøjelighed, eller til bagefter at vælge andre (jfr. F. L. IV. 8). Og selv ved Ed med Fangevidner, hvor der alene fordres, at Medsværgerne skal være frie og myndige Mænd, uden at Beslægtede eller Naboer behøver at være med, er det neppe at betvivle, at det for Parterne vanskelig lod sig gjøre at gaa udenfor sine Nærmestes Kreds, uden at vække en Mistanke mod sin Oprigtighed, der næsten maatte gjøre ham det umuligt at finde Medsværgere blandt Fremmede. – Overhovedet maa det erindres, at den oprindelige Tanke med Mededsmands-Institutionen vistnok ikke saa meget

  1. M. L. IV. 26: Svá litzt oss ok, at háskasamligt sé fyrir guði, at ef sá maðr sverr fyrir, er máli á at svara, þá skulu þeir allir sverja eptir hans eiðstaf, þó at þeir viti eigi, hvárt er þeir sverja satt eða úsatt. Nú viljum vér þa skipan á gera, at sá sveri fullan eið fyrir sik, er máli á at svara, en allir aðrir sanni eið hanns með því skilorði, at eigi vitu þeir annat sannara um þetta mál.