Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/271

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

– Under det forandrede System efter den nye Lov maatte vistnok dette tildels modificeres. Allerede Bestemmelsen i M. L. IV. XII, at sjónar-vitni gaar foran Gjerningsmandens Forklaring ved Viglysningen, saavelsom Kap. 13, der foreskriver en lavere Nægtelsesed for Vaadesgjerninger, antyder dette, og det er neppe heller tænkeligt andet, end at de 12 Mænd, der opnævntes til den foreløbige Paakjendelse af Misgjerningssager, og hvem M. L. IV. 20 udtrykkelig paalægger at tage samtlige Omstændigheder ved Sagen i Betragtning, ogsaa har taget sig for selv at bedømme efter de foreliggende Oplysninger, hvorvidt deslige Omstændigheder var tilstede eller ikke. Og da Eden sednere blev et Led af selve Sagen, saaledes at denne afsluttedes med en efter Edsprøvens Udfald enten frifindende eller fældende Dom, bliver det saa meget naturligere, at Eden indskrænkedes til alene at omfatte den Del af Sigtelsen, som Dommeren ikke selv saa sig istand til at afgjøre.

Sagvolderen selv maatte naturligvis aflægge fuld Vishedsed til sin Befrielse. Med Hensyn til Mededsmændene forklarer de ældre Love ikke udtrykkelig, hvorpaa deres Ed skal gaa ud; kun F. L. XI. 8 siger, at de skal „sande hans Ed“. Men saavel Sagene egen Natur som Analogien af, hvad der gjaldt om Medsværgerne ved heimiliskviðar-vitni og oðals-vitni, synes med Bestemthed at vise, at de alene skulde edelig bekræfte sin Overbevisning om, at hans Ed var sand; dette bestyrkes ved Bestemmelsen i F. L. II. 46, at i Tilfælde af Mened skal Hovedmanden bøde 3 Mark samt 6 Ører for hver Medsværger; men hvis disse selv vidste, at Eden var falsk, skal hver af dem selv bøde 3 Mark, jfr. M. L. IX. 16, B. L. 19. – Det er imidlertid let begribeligt, at en saadan Skjelnen mellem Vished og Overbevisning i de ældre Tider, da Medsværgerne uden Tvivl i de fleste Tilfælde personlig kjendte den virkelige Sammenhæng, ikke fattedes skarpt, og at Mededsmændene derfor aflagde Eden i de samme Udtryk som Hovedmanden, eller ligefrem bekræftede dennes Sandhed, hvad enten de havde bestemt Kundskab eller blot Overbevisning. Dette Misbrug afskaffede derfor M. L. IV. 26, jfr. IX. 13, der bestemte, at alene Sagvolderen skal sværge fuld Ed, og