visse Tilfælde kunde være Fangevidner. Ved Tomandseden synes Sagvolderen frit at have valgt sin Medsværger.
Magnus Lagabøter synes at have villet afskaffe Eden med Fangevidner. Vel nævnes de paa enkelte Steder, saasom M. L. IV. 11, B. L. 12 (eigi nefndarvitni), jfr. B. L. VIII. 8 og M. L. IX. 4; men dette synes alene ved Uopmærksomhed at være indkommet fra Frostatingsloven. M. L. IX. 13–15, B. L. 16–18, bestemmer ganske i Almindelighed, at der ved Tylftered skal opnævnes 12 gode og upartiske Mænd af Sagvolderens nærmeste Naboer, 6 paa hver Kant (á hvára hønd hánum); deraf skal han have de 7, selv være den 8de, og 4 Fangevidner. Ved Settereden skal paa samme Maade nævnes 6 af Sagvolderens Naboer, hvoraf han skal have de 3, selv være den 4de, og 2 Fangevidner. Ved Lyrittereden skal, hvis Sagens Gjenstand overstiger 1 Mark, nævnes 4 af Sagvolderens Naboer, hvoraf han skal have de 2 og selv være den tredje. Gjaldt Sagen ikke over 1 Mark, skulde der blot opnævnes 2 af Sagvolderens Naboer, af hvilke han skulde have den ene, selv være den anden, og et Fangevidne. – Ifølge Rb. 2 Maj 1313, Art. 5, skulde Mededsmændene i Regelen være af samme Kjøn som Hovedmanden. Det samme har vistnok ogsaa i den ældre Tid været iagttaget; navnlig synes Kvinder regelmæssigen at have været anvendte som Medsværgere i Sager, hvor Kvinder var sigtede for saadanne Gjerninger som Troldom, Barnemord o. dl., se G. L. 28, B. K. R. 16, E. K. R. 3, 7.
Eden maatte naturligvis i sit Omfang svare til Sigtelsen, alt saa ogsaa omfatte alle dermed forbundne Omstændigheder, som gav Faktum dets retlige Karakter, saasom at Gjerningen var øvet af Vaade eller Nødværge eller i berettiget Harme; at Gjælden er forældet m. v. Dette følger af, at Edens Aflæggelse umiddelbart medfører den sigtedes Befrielse, uden at der er Spørgsmaal om at opløse Skyldgrunden i dens forskjellige Momenter, eller om nogen Fordeling af Bevisbyrden.
