Det var almindelig Regel, at, hvor en Gjerning af den, der var sigtet som Hovedmand, skulde nægtes med Tylftered, skulde Anstiftelse af og Delagtighed i samme nægtes med Settered; – hvor Gjerningen selv skulde nægtes med Settered, skulde Anstiftelse og Delagtighed nægtes med Lyrittered, – og hvor Gjerningen selv skulde nægtes med Lyrittered, skulde Anstiftelse og Delagtighed nægtes af den sigtede alene med hans egen Ed, se F. L. IV. 37 (jfr. N. gl. L. II. S. 503), jfr. V. 9[1]; XV. 3, 4 og 14, se og IV. 42 (hvis Mening aabenbar er, at disse Lemlæstelser af Hovedmanden skal nægtes med Settered); G. L. 98, 209, 314, jfr. 133; F. L. IV. 62, jfr. XV. 10. – Ifølge samme Grundsætning fastsætter ogsaa G. L. 99 blot Lyrittered for uagtsom Ildspaasættelse, saavelsom for Ildspaasættelse, forøvet af Trælle og Umyndige, og G. L. 257, 258 og 263 Lyrittered for Tyveri af udenlandsk Træl saavelsom for undtagne Tyverier og Hæleri; medens Mordbrands- og Tyvssigtelse ellers maatte mødes med Settered. – Ligeledes kunde efter G. L. 156 og F. L. IV. 23 ogsaa Drabssigtelse mødes med Lyrittered, hvor særegne Grunde talte for den sigtedes Uskyldighed.
Ved Magnus Lagabøters Love, der i IX. 13–15, B. L. 16–18 foreskriver som Regel, at Tylftereden skal anvendes i alle Ubødesager (hvis Antal nu var blevet betydelig forøget); Settereden i alle 8 Ørtuger og 13 Marks- samt 10 Marks-Sager; Lyrittereden i alle 5 og 4 Marks-Sager saavelsom i alle ringere Sager indtil 2 Ører, hvilke skulde nægtes med Tomands-, og 1 Øre med Enkeltmands Ed, – er navnlig den ældre Frostatingslovs Bestemmelser om Edernes Anvendelse i de enkelte Tilfælde bibeholdte. Den nye Lov har alene foretaget enkelte Afændringer i Overensstemmelse med Tidens forandrede Anskuelser, og ved forskjellige nærmere Bestem-
- ↑ F. L. V. 9: Nú verðr á grið eða trygðar gengit, þá er sá griðníðingr eða tryggrofi, er at því verðr sannr, hvárt er þat verðr með áverka eða með ráðum. … En ef synjat er, þá skal fyrir raðakensl koma settar-eiðr ok nefndarvitni, en fyrir áverka tylftar-eiðr ok nefndarvitni. – IV. 37: Hvervitna er ráð eru til sett at gera manni fjárskaða, þá haldi hann upp fyrir lýrittar-eiði, ef þau mál eru, er settar-eiðar koma til, ef hann hefir gert, en einseiði, ef minna er.
