Sagerne skulde forelægges Tinget i vitterlig Stand, og at de forudgaaende Forhandlinger til Oplysning af Sammenhængen laa udenfor den egentlige Retsbehandling, – at man maatte være tilbøjelig til at gribe til dette lette og klare Afgjørelsesmiddel, Ed, hvor det ikke strax ved sagens Anlæg var givet, at vidner kunde skades tilveje; idet der om at udsætte Sagens Afgjørelse for at søge Beviser aldrig kunde blive Tale. Man foretrak heller at tilvejebringe en forstærket Garanti mod svigagtige Nægtelser gjennem Skjærpelse af Edens Strenghed. – Alligevel er det klart, at Ophøret af den tidligere Formalisme i Fordringerne til gyldigt Vidnesbyrd i Forbindelse med den større Andel, som Domstolene, under Lagmandsembedets Udvikling, tog i Undersøgelsen ogsaa af Sagernes faktiske Side, – maa have givet Vidnebeviset en alt større og større Anvendelse i Rettergangen paa Partsedens Bekostning, indtil det tilsidst kom derhen, at Partsed blev et yderste Nødmiddel til Sandhedens Opdagelse, der alene blev anvendt efter Dommerens Kjendelse, og hvortil man først greb, naar Forsøget paa at bringe Vished gjennem direkte Beviser var blevet frugtesløst.
Benægtelseseden aflagdes, som anført kun sjælden af Sagvolderen alene; det er først i Frostatingsloven og Magnus Lagabøters Love, man i denne Form finder den nogenlunde hyppig anvendt. Regelmæssig maatte foruden Sagvolderen et i Forhold til Sagens Vigtighed større eller mindre Antal Mededsmænd (eiðalið, váttar, consacramentales) sværge; disses Antal var 1, 2, 5 eller 11. – Ed med een Mededsmand (tveggjamanna-eiðr) anvendtes alene i Sager angaaende Penge og Gods indtil et Beløb af 2 Ører (G. L. 37; F. L. V. 42; B. R 154; M. L. VIII. 2, B. L. 3). Ed med 2 Mededsmænd (lýrittar-eiðr d. e. Landsrettens almindelige Ed[1]) anvendtes
- ↑ Angaaende Betydningen af ordet lýrittr = lýðréttr, se S. Bugge, Ringen i Forsa Kirke S. 54–58.
