bevist sin Ret til Marken; Benægtelsesed er altsaa i begge Tilfælde udelukket, uagtet vidnerne i sidste Tilfælde vanskelig kunde have andet end tilfældig Erfaring. Og ved Skilledommen i ikke-vitterlige Sager angaaende Penge og Gods fandt efter F. L. X. 12 og 13 en fuldstændig Vidneførsel Sted og afsagdes en formelig Dom angaaende det Faktiske, hvoraf ligefrem følger, at Vidnesbyrdet maatte udelukke Nægtelsesed, uagtet Vidnerne kun havde tilfældig Erfaring, ifald Skilledommen tog det forfulde; idet Sagen derved eo ipso blev vitterlig. – Bjarkøretten, der, som anført, i Kap. 38 stiller tilfældige Erfaringsvidner om Drab og Legemsfornærmelse ved Siden af dem, der formelig er skudte til Vidne, siger ifølge heraf ogsaa i Kap. 22, at Nægtelsesed for Legemsfornærmelse kun indtræder, hvor Vidner ikke haves, og at allerede eet Vidne fra Klagerens Side bevirker, at den Sigtede maa benytte den vanskeligere Maade med Nævndervidne, medens han lige overfor den nøgne Sigtelse alene behøver Fangevidne. – Magnus Lagabøters Lov, der ganske har udslettet Forskjellen mellem formelig tilkaldte og tilfældigvis optrædende Vidner, udelukker Benægtelsesed overalt, hvor Sagsøgeren har fuldt Vidnebevis, jfr. M. L. IV. 26[1], der alene tilsteder Nægtelsesed, hvor lovligt Vidnesbyrd ikke haves, og VIII. 27, der i Sager angaaende Beskadigelse paa Gods udtrykkelig knytter Nægtelseseden til den Betingelse, at Vidner mangler; se og de oven citerede M. L. IV. 10 og 11 sammenlignede med sine Kilder, F. L IV. 5 og 7.
Uagtet denne sin sekundære Stilling var Partseden dog i den virkelige Anvendelse det regelmæssige Middel, hvorved omtvistede Sager afgjordes. Dette var allerede en Følge af den Vanskelighed, som maatte være forbunden med altid at have et fuldstændigt Vidnebevis paa rede Haand, og selv efter at den tidligere Strenghed i Fordringerne til dettes formelle Egenskaber var bortfalden, medførte dog den Omstændighed, at man endnu holdt fast ved den Grundsætning, at
- ↑ M. L. IV. 26: Vér viljum – – – þá eina eiða uppi láta vera, sem løgbók váttar: en þat eru dula-eiðar ok um kenslu-mál, þar sem eigi eru vitni til løglig.
