Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/258

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at ville møde, saasom angaaende Ejendomsretten til stjaalet eller hittet Gods, hvor Lovligheden af Besidderens Adkomst forudsættes at være det egentlige Stridsemne, jfr. F. L. XV. 7, der tillader Besidderen, ogsaa naar han angriber selve Klagerens Ejendomsret, at frie sig for Tyvssigtelsen med Settered. Udenfor deslige Tilfælde findes der i Gulatingsloven neppe andre steder, hvor Erfaringsvidner udelukker Benægtelsesed, end Kap. 91 og 314: hvor Nogen sigtes for Aavirke i anden Mands skov eller for at have handlet med Vikinger. Navnlig ved Drab og Legemsfornærmelser var den Sigtede aldrig udelukket fra Ed, med mindre Gjerningen var forøvet i offentlig Forsamling og saaledes notorisk. Ligesaa er det at mærke, at de ældre Love i Sager angaaende forsætlig Beskadigelse af Andenmands Gods (spellvirki) intetsteds betinger den sigtedes Adgang til at frie sig med Ed af, at Klageren ikke har Vidner; medens der netop med Hensyn til Forbrydelsens Bedømmelse lægges afgjørende Vægt paa, om den sigtede erkjender eller nægter Gjerningen (G. L. 96; F. L. V. 21; XIII. 12, XV. 11). – Frostatingsloven synes derimod ikke at tilstede Partsed mod Erfaringsvidner uden i Misgjerningssager, jfr. IV. 5, der bestemmer, at Husfolkenes Vidnesbyrd om mordersk overfald paa Nogen i hans Hjem ikke kunde benægtes med Ed, med mindre den sigtede tillige kunde bevise sit alibi, – og derved indirekte giver tilkjende, at i andre Drabssager Adgangen til Benægtelsesed ikke udelukkedes ved tilfældige Øjenvidner, se og Kap. 7, hvoraf det samme tydeligt fremgaar. Derimod viser F. L. XIV. 8, at vidner paa, hvem af 2 Bønder først begyndte at slaa i en Almenning, udelukker Modparten fra Ed. I XIII. 10 er det kjendelig Meningen, at Vidnesbyrd om 10-aarig Benyttelse af Vej eller Landingssted ikke kan mødes med Benægtelsesed, og Kap. 17 foreskriver selvsamme Fremgangsmaade, nemlig Indtale med Ranssøgsmaal som vitterlig Gjæld, saavel hvor den af 2 Lejlændinger, der med vidner har bevist at have lejet først, forholdes Gaarden af den anden, der har faaet den i Besiddelse, – som hvor af 2 Opsiddere paa en Gaard den ene har slaaet den andens Ager eller skaaret hans Eng, og nægter at udlevere det Indhøstede til denne, skjønt han med Vidner har