Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/254

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sednere Tid modtog, og den friere Anvendelse af Bevismidlerne, som efterhaanden udviklede sig, finder man jevnlig efter at Skrivekyndigheden var bleven mere udbredt, at Parterne forsynede sig med skriftlige Bevidnelser om forefaldende Begivenheder eller afgivne Forklaringer angaaende saadanne „til sandt Vidnesbyrd for Fremtiden“ (prófsbréf), og at disse derefter benyttedes som Beviser i Rettergang. For saa vidt de var udfærdigede under offentlig Auktoritet og efter lovlig stevning til Modparten, var dette ogsaa i sin Orden; i andet Fald kunde de naturligvis ikke gjælde som virkeligt Vidnebevis. Rb. 1280 Art. 24 bestemmer udtrykkelig, at, naar Sysselmanden stevner nogen Part for sig for at undersøge hans Sag, eller Sagsøgeren stevner sin Modpart for Sysselmanden til sagens Undersøgelse (undir rétt próf), er Parterne pligtige at møde, og den Bevidnelse, som Sysselmanden derefter, i Mangel af mindelig Afgjørelse, udfærdiger om Resultatet af sin Undersøgelse, skal kunne benyttes ved sagens sednere Paakjendelse af Lagmanden eller Kongen og hans Raad, uden at Vidnerne behøver at fremstilles for Dommerne. – Men der sees at være drevet store Misbrug med slige Provsbreve, og at disse, navnlig naar anseede Mænd havde deltaget i deres Istandbringelse, lagdes til Grund for sagernes Afgjørelse, uden at der spurgtes om den anden Part havde haft nogen Adgang til derunder at varetage sit Tarv. Ved Reces 1539 Art 11 blev det derfor udtrykkelig forbudt at dømme efter nogen Bevisning, som ikke var tagen for Lagmanden eller Lagretsmænd, paa Stevne eller paa Tinge, og der vedbørligen provet og beseglet, hvilket Bud gjentages i Reces 1568 Art 12, der foreskriver, at alle Vidnesbyrd skal tages paa Tinge eller paa Stevne, eller for Lagmanden, eller ved Parternes rette Sognekirke, naar Kongens Foged ener andre gode Mænd er tilstede, og samme vidner skal „sværge fuld Bogered“ efter Loven. Heller ikke her paabydes dog udtrykkelig, at Modparten skal være formelig stevnet, og dette vilde ogsaa, for saa vidt vidnesbyrdet toges paa andre Steder end for Lagmanden eller Tinget, ikke havde stemmet med Datidens Brug. Endelig blev det ved Adelens Privilegier af 14 Febr. 1582 udtrykkelig indskjærpet, at intet Vidnesbyrd,