Mænd af de ældste og bedste Bønder, hvilke skal granske begges Vidnesbyrd, eftersom dem tykkes rettest for Gud, og ved de fleste Stemmer afgjøre hvilket der skal gjælde; er ogsaa her lige mange for og imod, og ingen af noget Parti vil gaa over til den anden Side, men begge fastholder sin Mening, skal den omtvistede Gjenstand deles lige mellem Parterne. Denne Regel er videre udført ved M. L. VI. 8 og VII. 24[1], der foreskriver, at, naar Vidner staar mod hinanden, skal de ikke alle aflægge Ed, men Domsmændene og, hvis disse ikke er enige, Lagmanden skal bestemme, hvilke skal stedes til Ed. – Her ser vi Grundsætningen om Vidneførselens Foretagelse og Bevisets Tilvejebringelse under Rettens Medvirkning og Kontrol ligefrem udtalt. Da nu tillige Vidnebeviset var udstrakt til ogsaa at omfatte tilfældig Iagttagelse, og Lagmandens Dommervirksomhed stadig tiltog, hvorved Bevisførelsens Inddragen i selve Rettergangen blev baade let og naturlig, maatte ogsaa den ældre Opfatning af Vidnesbyrdet som stadfæstelse paa Notorieteten snart forsvinde, og Vidnebeviset blive, hvad det i den nyere Ret er, en paa Vidnets personlige Værd hvilende Stadfæstelse af Sandheden.
Efter de ældste Love betragtedes i Tilfælde af Vidnestrid de, hvis Vidnesbyrd tilsidesattes, som uefterrettelige vidner (skrøkváttar), og straffedes efter G. L. 60 og F. L. XIII. 25 med en Bod af 3 Mark til Kongen og bestandig Ugildhed til at føres som Vidne eller nyde Andres Vidnesbyrd, selv hvor det var af udelukkende formel Grund, vidnerne maatte staa tilbage. Denne Regel, der stod i fuldkommen Samklang med den gamle Opfatning af Vidnesbyrdet som Udtryk for Notorietet, er i den nye Lov naturligvis ganske bortfaldt.
I visse Tilfælde, hvor Vitterligheden optræder som en integrerende Bestanddel af Forholdet selv, var Adgangen til
- ↑ M. L. VII 24: Sá skal fyrri tjá vátta sína, er fyrri lagði løg ok dóm fyrir, en verjandi síðar, ok skal sá láta sverja sína vátta, er dómsmønnum þykkir sannari hafa, ok þeir vilja svara fyrir guði, at réttari hafa, en eigi skulu báða sverja láta. En ef þeim semr eigi, leggi til løgmanns.
