Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/248

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Lagdømmer (G. L. 266; M. L. VI. 8; Dipl. Norv. III. 122). Ogsaa ved den kontraktmæssige Løsning skulde efter G. L. 272 og 276, jfr. F. L. XII. 1 anvendes odelsbaarne Løsningsvidner (réttir árofar), for saa vidt ikke de ved Handelen i sin Tid tilstedeværende Vidner havdes, da disse var gode uden Hensyn til deres Byrd. Efter F. L. X. 7 skulde Vidnerne ved Paastands Fremsættelse (kvøðu-vitni) være Bønder fra det Fylke, hvori Sagvolderen bor; hvorimod der til Stevnevidner kunde bruges hvilkesomhelst vidnedygtige Mænd – Vi møder vistnok her et Udtryk for den Opfatning, at Vidnerne paa en Maade optræder som Repræsentanter for selve Samfundet, og udtaler dettes Anskuelse. I Forbindelse hermed mærkes ogsaa Bestemmelsen i F. L. XIV. 7, at det Nævn, ved hvis Vidnesbyrd Spørgsmaalet, om en Strækning hører til Almenning eller privat Eiendom, skal afgjøres, om muligt skal bestaa af Haulder eller, i Mangel deraf, de bedste Bønder, saavelsom F. L. IV. 8 og XV. 11: at de opnævnte Edshjælpere ved Tylfter- og Settereden skal være Haulder eller, i Mangel deraf, de bedste Bønder i Fylket, – jfr. G. L. 132–135, hvorefter de skal være jævnrettes med Hovedmanden. Samme Tanke ligger ogsaa til Grund for Bestemmelsen i F. L. XIII. 25, jfr. 23: at, hvis begge Parter i en Ejendomstvist havde ført Bevis for sin Besiddelse, men ingen for sin Ejendomsret (ef báðum berst hafnar-vitni en hvárigum óðels-vitni), og den ene af Parterne selv er Odelsbaaren, men den anden Kjøblending, da har den første Fortrinnet til med sin Ed at tilsværge sig det omtvistede (jfr. G. L. 86); med mindre Kjøblendingen har en Odelsmand til selve den omtvistede Jord blandt sine Vidner; ti da staar hans Vidnebevis forfulde.

Vidnesbyrdets Beviskraft bortfaldt naturligvis, for saa vidt Modvidner fremførtes (at etjast vitnum). Men det gik ikke derved over i Indiciernes Række, og heller ikke gik det an at lade vidner og Modvidner gjensidig hæve hinanden som lovbestemt Bevis, og afgjøre Sagen efter dens Stilling til de øvrige Oplysninger. Endnu mindre kunde Retten paatage sig at bedømme og efter samtlige foreliggende Oplysninger vælge mellem de mod hinanden stridende Vidnesbyrd. Dette vilde været lige saa meget stridende mod Vidnebevisets