og hans Søn hjemme i Huset (heimsókn) skulde imidlertid efter F. L. IV. 5, jfr. 62 ogsaa Børn over 8 Aar (Halvrettesmænd) saavelsom Trælle kunne bære fuldt Vidne; men denne Bestemmelse er udeladt i M. L. IV. 10. – Det siges udtrykkelig i G. L. 86, at i Sager angaaende Eiendomsretten til Sæter og Skovstrækning er Vidnet lige godt, om det end var Træl dengang, da det gjorde sin Erfaring, hvis det kun er frit, naar det afgiver sit Prov. Men til heraf at slutte omvendt, at Vidnet ellers altid maatte have været frit og myndigt paa den Tid, da det gjorde Erfaringen, er der vistnok ingen Grund, – forudsat naturligvis, at Vidnesbyrd om tilfældig Erfaring overhovedet var antageligt – Ved Rb. 2 Maj 1313 Art. 4 blev offentlige Skjøger og andre uskjellige. Personer erklærede udygtige som Vidner. Ligesaa var ikke alene Menedere, men ogsaa de, som modvillig havde nægtet, uagtet skudte til Vidne, at afgive Forklaring i Mandhelgsager, og efter de ældste Love endog Enhver, hvis Vidnesbyrd engang, om ogsaa af rent formelle Grunde, var bleven vraget (skrœkváttar), udelukkede fra at aflægge Vidnesbyrd (G. L. 59, 60[1] og 266; F. L. IV. 7 og 15; XIII. 25; M. L. IV. VII og IX. 16).
Angaaende Vidnernes Egenskaber iøvrigt mærkes først Fordringen om, at Løsningsvidnerne (árofar) saavelsom Vidnerne ved Paastandens Fremsættelse i Odelssager selv maatte være odelsbaarne, hvilken Regel vistnok har gjældt i alle
- ↑ G. L. 59: Eptir vitnum ok gøgnum skal hvert mál dœma. Svá er ef einn berr vitni með manni, sem engi beri, en tveir sem tíu, ef maðr uggir eigi andvitni á móti. Nú eru þau vitni, er eigi skulu andvitni á móti koma: þat er heimstefnu-vitni ok þingstefnu-vitni ok kvøðu-vitni ok nauðsynja-vitni ok forsagnar-vitni ok þau vitni, er menn bera um deild manna at øldrhúsi. – – – Nefgildismenn eða bauggildismenn eða námágar megu eigi bera vitni með manni, nema þeir sé báðum jafnskyldir. Taka megu tveir við eins vitni, ef sá er frumváttr, er við var; þá verðr þat vitni at fullu svá, sem þeir hafi allir við verit. – 60: Nú fœra menn andvitni á móti, þá skulu þeir auka einum vátt; þá eru þeir skrœkváttar, er fyrri báru; en ef þeir bera allir jafnmargir, þá eru þeir skrœkváttar, er eftri báru. ok bera aldri vitni of slíkt mál síðan, ok bœta þrem mørkum konungi hverr peirra.
