noget Bud om ophør af Pligten til at være forsynet med Vidner. Tvertimod indeholder G. L. 39, M. L. VIII. 6, B. L. 11, om Gjældsforpligtelser den Regel, at Kreditor tabte Retten til at bevise sin Fordring med Vidner, naar 20 Aar var hengaaede; men kunde dog efter den Tid kræve den Forpligtede paa Ed, fordi „Sagen ligger i Salt, naar de Søgende duger“; jfr. M. L. VII. 1 Slutn., der ogsaa med Hensyn til Jorddrottens Fordring hos Lejlændingen gjør samme Grundsætning gjældende. – Efter G. L. 272, skulde Beviset for Løsningsretten, naar de i sin Tid ved Handelen tilkaldte vidner var døde, bevises med „rette“, det er odelsbaarne Løsningsvidner. – Naar F. L. XII. 7[1], i et kjendelig nyere Tillæg. erklærer Løsningsretten tabt, naar den ikke lyses hvert 20de Aar, efter hvilken Tid Besidderen alene har at anlægge Lyrittered for „at hann er ór tryggva-vátta ábyrgð“, da er det kjendelig ikke Paatalens, men Lysningens Forsømmelse, hvoraf Rettens Tab er en Følge. At Rettens Tab eo ipso medførte Ophøret af Modpartens Pligt at svare til sine Vidner; forstaar sig selv.
Til fuldt Vidnebevis fordredes 2 Vidner, frie, myndige Personer, med fuld personlig Ret, som selv havde overværet det, hvorom de skulde vidne (sjónarvitni, návistarmenn), og hvorimod ingen Modvidner fremkom; „et Vidne er som intet og to er som ti“ (G. L. 59, 60; F. L. XIII. 25; M. L. I. 4, VIII. 2, B. L. 3). Kun i enkelte Tilfælde er eet Vidne, navnlig bestyrket ved visse Indicier, tilstrækkeligt. Saaledes var efter G. L. 156 eet Vidne tilstrækkeligt Bevis for, at
- ↑ Svá er ok mælt, at lýsa skal jarðarbrigði á 20 vetrum, ok lýsa innan fylkis, þar sem jørð liggr. En ef hinn sitr innanlands vetr 20 at úlýstu, þá á hann eigi brigð til síðan. ok eigi meira af hinum, er keypt hefir jørð þá, en lýritar-eið; þá skal hann sverja svá, at hann er ór tryggva-vátta ábyrgð; þá á hann enga tiltølu siðan.
