Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/244

gjældt Vidnerne om en Frigivens Frelseøl (IX. 12); ved Handler om fast Gods i 20 Aar, men ved alle andre Kjøb i 10 Aar (F. L. X. 28^[1], XII. 1, 2, 4, jfr. 7 og XIV. 2); ved Lovbydelsen til Frænderne af Odelsjord, i 10 Aar (XII. 4). I enkelte Tilfælde paalaa det derhos Farten efter Fristens Forløb offentlig at forkynde dette (lýsa, at þat mál er svá fornt, at þat er ur vátta ábyrgð); men i Almindelighed behøvede han alene i Tilfælde af Paatale at bekræfte dette med sin egen Ed. – Da Vidnernes Forældelse i disse Tilfælde skal være en Fordel for den, som skulde haft at føre dem, er det klart, at Modparten ikke kunde have Adgang til uden videre at benægte Faktum med Ed, hvortil Adgangen var lukket derved, at Handelen var afsluttet vitterlig. Derimod er det neppe rigtigt at gaa saa vidt som til at antage, at selve Modpartens Klageret efter denne Tids Forløb var tabt. Kunde han selv bevise det modsatte med Vidner, maatte Adgangen dertil uden Tvivl staa ham aaben; men efter Sagernes Beskaffenhed var dette vistnok i de færreste Tilfælde muligt^[2]. – Ved Siden heraf har F. L. IX. 29 og 30 anordnet en virkelig Præskription af Arve- og alle andre Søgsmaal angaaende Penge og Gods i 10 Aar; ogsaa i F. L. III. 22 er det klarlig Meningen, at en Fortabelse af selve Paataleretten skal indtræde om Aar og Dag; men dette er kjendelig, som den korte Termin noksom viser, paa Grund af formodet Vedtagelse, jfr. c. 21 X de sponsal (4. 1), og det samme bør vistnok antages om Rb. 1280 Art. 22. – Gulatingsloven indeholder ligeledes en Flerhed af Præskriptions-Bestemmelser, almindeligvis i 20 Aar, saavel af søgsmaal angaaende Penge og Gods som angaaende andre Krav, saasom Kap. 53, 61, jfr. 66, 86, 119 og 122. Men derimod har den, ligesaalidt som den nyere Lov,

1. En tryggva-vitni þat, er skeytingar-vitni er, þat skal maðr halda ábyrgð 20 vetr, en síðan lyrittar-eið upp frá því, at þat mál er svá fornt, at þat er ór tryggva-vátta ábyrgð. En kanpvátta alla aðra skal maðr halda ábyrgð á 10 vetr; en upp frá því sveri hann einn, at þat mál er svá fornt, at þat er ór vátta ábyrgð.
2. Jfr. Retshist. I. s. 274–76 og 322–24. – Se Aschehoug i Norsk Tidsskr. VII. S. 235–36 og Hertzberg, Proces S. 11–12.