fare dem, i Regelen vilde have sikret sig dem forud, og efter F. L. X. 8 og XII. 8 skulde han endog have opgivet dem for Modparten: Sagsøgeren ved Kravet, Sagvolderen ved første Dom. Iøvrigt sees for Vidnerne i det hele at have gjældt samme Regler i denne Henseende som for Parterne, saa at Sagvolderen, hvis hans Vidner var fraværende inden Riget, kunde forlange samme Varsel, som om han selv havde været fraværende (G. L. 102, F. L. X. 3, M. L I. 9 og VIII. 2); F. L. XII. 8 og XIII. 17 bestemmer, at en Ejendomstrætte skal udstaa et Aar, naar en Part siger, at hans Vidner er udenlands. Ifølge G. L. 59 tilkom vidnerne, hvis de var inden Fylket, et efter Vejens Længde afpasset Varsel, men hvis de var udenfor Fylket, Varsel efter de almindelige Regler.
At det Retsspilde, som kunde blive en Følge af Vidnesbyrdets Tab enten ved Vidnets Død eller Bortrejse eller af andre Grunde, gik ud over den Part, der saaledes tabte et i Regelen afgjørende Bevismiddel, forstaar sig selv. Dette behøvede dog ingenlunde altid at være ensbetydende med Sagaens endelige Tab; idet Mangelen af Vitterlighed regelmæssigen alene medførte, at Sagen blev afhængig af Sagvolderens Benægtelsesed, jfr. G. L. 38, F. L. X. 23, B. R. 156, M. L. VIII. 6. B. L. 11, hvorefter Kreditor, hvis han ikke havde vidner paa Gjælden, og Debitor var død, alene kunde kræve Arvingens Ed paa, at Gjælden var denne ubekjendt; herfra gjaldt dog ifølge F. L. XIII. I en Undtagelse for Jorddrottens Krav paa sin Lejlænding, hvorom Jorddrottens Paastand, i fornødent Fald bekræftet med hans Ed, toges forfulde, hvis Lejlændingen eller hans Arving ikke havde Vidner.
I visse Forhold hvor Vidners Tilstedeværelse ved Retsforholdets Stiftelse fremtræder som en væsenlig Form, fastsætter imidlertid Frostatingsloven udtrykkelig at vedkommende Part ikke skal „svare til“ Vidnerne (ábyrgjast vátta) længere end en vis Tid, efter hvis Forløb hans Pligt til at være forsynet med Bevis for sin Paastand altsaa bortfaldt. Saaledes ved Arvesøgsmaal (for Forældrenes Giftermaalsvidner) i 10 Aar (F. L. III. 10); for at Bruden har samtykket i Ægteskabet, i Aar og Dag (III. 22); for at en Fredløs har faaet sin Fred igjen, i 10 Aar (III. 24), og det samme synes at have
