bliver paa en Maade en Bestanddel af Sagen. Dette: at gjøre Retsforholdet vitterligt, er Vidnebevisets oprindelige Betydning; ikke bagefter at bevise det. At Vidner optraadte under en dem uvedkommende Sag og forklarede sig om, hvad de tilfældigvis havde erfaret om det bestridte Retsforhold, var derimod noget for de Gamles Opfatning fremmed; hvorimod Sager, der ikke var „vitterlige“, efter Regelen skulde afgjøres ved Sagvolderens Ed. – Alligevel finder man allerede i vore ældste Love Exempler paa, at ogsaa Vidnernes tilfældige Erfaring antages som Bevismiddel; skjønt paa en Maade modstræbende, og kun i Tilfælde, hvor Sagens Beskaffenhed kræver det, enten fordi det gjælder varigere Tilstande, eller hvor Omstændighederne ikke tillader forud at sikre sig det regelmæssige Bevis. I Gulatingsloven er det neppe, uden hvor der er Spørgsmaal om Ejendomsretten til sæter og Skov (G. L. 86, F. L. XIII. 23 og 25), om Odelsberettigelse (G. L. 266 og 272, jfr. F. L. XII. 8), om Eiendomsretten til stjaalet eller røvet Gods (G. L. 254 og 314) saavelsom til Hittegods (G. L. 144 og 145, jfr. F. L. II. 35) og om Nødværge (G. L. 167). Frostatingsloven giver derimod i Almindelighed Adgang til at føre vidner om tilfældig Erfaring ved Skilledommen i Sager angaaende Penge og Gods, naar de blot strax ved Kravet er nævnte (F. L. X. 8. jfr. derimod G. L. 37), og omtaler dem derhos særskilt ved Spørgsmaal om Fribaarenhed (F. L. IX. 10, jfr. 12 og IV. 56), om gammel Benyttelse af Vej eller Landingssted (F. L. XIII. 10), om Ejendomsret til Ager eller Eng (F. L. XIII. 17), om voldsom Hjemsøgelse (F. L. IV. 5 og 62), om en Mands Død (F. L. XIV. 2, 5, 6, jfr. M. L. VI. 17), om Drab af Horkarl i Horesæng (F. L. IV. 39) o. fl. Men det sees tydelig, at dette er en sednere Tillempning, og at et saadant Vidnesbyrd er betragtet som noget Uregelmæssigt og mindre afgjørende. Saaledes formaaede i Sager angaaende Penge og Gods Erfaringsvidner ikke at gjøre Sagen „vitterlig“, og efter F. L. IV. 7 stod den af Drabsmanden for Viglysningsvidnerne opgivne Sammenhæng til Troende ligeoverfor de ved Gjerningen tilfældigvis Tilstedeværendes modsatte Prov; F. L. XIV. 7 vil, i Tilfælde af Tvist om, hvorvidt en Strækning er privat
