og Bod aldrig kunde komme forsilde, og hvor útlegð endog regelmæssig omskrives med at fara ór landeign konungs várs, se saaledes G. L. 7, 20. 21, 22, 24, 25, 28, 29; B. K. R. 3, 4, 5, 11, 15, 17; E. K. R. 3[1], 28, 37, 52; F. L. II. 4, 5; III. 3, 16 og 24. – Og det var da igjen en naturlig Følge heraf, at Adskillelsen mellem Fredløsheden for úbótamál og for simple útlegðarmál i slige Sager maatte tabe sin Skarphed. Thi, skjønt Fredløsheden i Ubødesager indtraadte ipso facto, var det dog Forudsætning, at Gjerningen var bevist; i modsat Fald stod Benægtelsesed, og altsaa de ti Uger + 5 Dage, ogsaa her aaben. Forskjellen laa saaledes i Virkeligheden alene i den større Vanskelighed for den Skyldige i at slippe bort og den ringere Udsigt til at vinde Benaadning. Uagtet Kristenretterne paa samme Maade som den verdslige Lov fastholder Adskillelsen mellem begge Arter af Fredløshed, benytter de dog jevnlig begge saaledes om hinanden, at man vanskelig kan antage, at der i Virkeligheden har været andet end en faktisk Forskjel: i Ubødesager ubetinget Landflygtighed uden Udsigt til Benaadning, og i grovere Tilfælde Døden; i Utlegdsager kun i Tilfælde af Modvillighed saavelsom under kvalificerende Omstændigheder Landflygtighed eller Døden, men ellers Bøder. Dette fremgaar kjendelig af de nys anførte Lovsteder. I G. L. 21 heder det saaledes, at, hvis Nogen modvilligen forsømte et helt Aar at lade sit Barn døbe, skulde han „have forbrudt hver Pening af sit Gods“, og, hvis han ikke skriftede og gjorde Bod, skulde „begge Forældre fare ud af Landet“; jfr. ogsaa E. K. R. 50, hvor úbótamaðr bruges i Betydningen: grov Misdæder i Almindelighed uden egentlig teknisk Betydning. Den samme Ubestemthed viser sig ogsaa, skjønt i mindre Grad, i den verdslige Lov. Saaledes ser man af F. L. IV. 62 og VII. 25, at selv den, der havde øvet Hærfærd mod Landet, kunde vinde sin Fred tilbage, uagtet han i F. L. IV. 4 og G. L. 314 ligefrem
- ↑ B. K. R. 3: – – – þá heitir móðir morðingi át barni sínu; hon hefir fyrirgert fé ok friði, landi ok lausum eyri, fari á land heiðit ok komi aldri þar, sem kristnir menn eru. – E. K. R. 3: – – – þá er hon útlæg, ok skal biskup skripta henni af landi brótt, ok skal hon svá lengi brottu vera, sem hann skriptar henni.
