§ 68.
Lagmands-Embedets Udvikling til fast Dommer-Embede og Lagtingenes overgang fra besluttende Folkeforsamlinger til Domstole for mindre Distrikter og med hyppigere Sessioner maatte nødvendigvis ogsaa øve en stærk Tilbagevirkning paa Tingene for de engere Samfundskredse – Heredstinget og Bymødet, – hvis Karakter som for Tilfældet sammenkaldte Forsamlinger vanskeligere lod sig udslette, medens den paa den anden Side heller ikke let lod sig forene med den fastere og mere regelbundne Orden, som efterhaanden gjorde sig gjældende i Rettergangen. Denne Indvirkning maatte ytre sig paa en forskjellig Maade paa Landet og i Kjøbstæderne.
Paa Landet maatte den nærmeste Følge blive en Indskrænkning af Bygdetingenes Virksomhed. Da Lagmandens Orskurd i civile Sager fik samme Virkning som en Heredstingsdom, og dets Erholdelse var forbunden med færre Omsvøb, ej at tale om, at Resultatet i Regelen maatte være paaliteligere, var det naturligt, at Parterne mere og mere valgte denne Vej, og at Bygdetingenes Virksomhed udenfor de faste Møder blev indskrænket til Behandling af Misgjerningssager og saadanne civile Retstrætter, hvor Granskning paa Aastædet eller Skjøn fandt Sted. Den gamle Ret, som enhver Klager havde til at sammenkalde Ting, kom saaledes neppe til Anvendelse uden i saadanne Sager, hvor Extrarets-Behandling i og for sig var nødvendig, og tilsidst blev vistnok ogsaa selve Lovbudet forstaaet paa denne Maade saa at den, der vilde have stemt Ting udenfor de lovbestemte Tider, først maatte erhverve Sysselmandens eller hans Fogeds Tilladelse (jfr. M. L. VII. 14).
En yderligere Udvikling fik Forholdet uden Tvivl derved, at Rb. 17 Juni 1308 paalagde Lagmanden at rejse om i sit Lagdømme tillige med Sysselmanden, for at paakjende Folkets Sager, (jfr. Reces 1568 Art 2). Disse Omrejser sattes vistnok i Forbindelse med de ordentlige Bygdetings-Sessioner Vaar og Høst, hvor Sysselmanden stadig havde Forretninger, og de
