pligtede til at modtage Bøder efter skjellige Mænds Dom, og Enhver kunde sagesløs færdes med Gjerningsmanden; ihvorvel han fremdeles var fredløs lige over for Eftermaalsmændene, hvis han ikke erlagde Bøderne og erholdt Tryghedstilsagn (se F. L. Indl. 5, jfr. Hkb. 17; IV. 41[1], B. R. 101, og om Kristenretssager III. 24, B. R. 72). – Denne Kongens Benaadningsmyndighed er imidlertid en Institution af sildigere Oprindelse, neppe ældre end Sverrers Tid, og vidner om, at statsmyndigheden fuldstændig har vundet Herredømme over Privathævnen. I den ældre Gulatingslov omtales Landsvist endnu ikke.
Da Fredløsheden i simple Utlegdsager aldrig, saaledes som i Ubødesager, indtraadte ipso facto, men altid først efter Dom eller mislykket Nægtelsesed, – i hvilket sidste Tilfælde den sigtede, foruden de 10 Ugers Edsfrist, endnu beholdt sin Fred i 5 (eller 15) Dage derefter, G. L. 24, 30, E. K. R. 43 (fimtargrið frá kirkjudyrum), – maatte den skyldige, om han foretrak det, næsten altid have Adgang til at søge sin Frelse ved Flugten. Det synes endog, at dette Udfald, idetmindste hvor den skyldige ikke har været greben i Gjerningen, af Loven selv har været forudsat som regelmæssigt og tildels som ønskeligt. Den simple útlegð maatte saaledes i mange Tilfælde komme til at bestaa i Landfiygtighed, hvorved den skyldige da altid havde Udsigt til efter en Tids Forløb gjennem kongelig Landsvist og fortsatte Underhandlinger at opnaa Forlig med sin Modpart og erholde sin Fred tilbage. Denne Betydning som Landsforvisning, efter Omstændighederne for en Tid eller for bestandig, maatte Fredløsheden naturlig især antage i offentlige Sager, hvor ingen privat Fornærmet havde en personlig Interesse i at søge Hævn, og Lovene bærer hyppig Spor heraf, navnlig ved Kristendomsbrud, hvor Anger
- ↑ F. L. IV. 41: Ef konungr leyfir útlægum manni landsvist, þá skulu menn fœða þann mann at orsekju, ok samvistum með vera. En hann er þó útlagr við eptirsýnar-menn, þar til er hann bœtr við þá ok trygðar eru þeirra á millum. En mannsbani skal eigi í land koma, nema han hafi jartegnir konungs til þings, eða sá syslumaðr geri hann innlendan, er hann sýnir þær jartegnir konungs á þingi því, er hann skal ílenda á, at hann skal øll mál setja í því fylki af konungs hendi.
