Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/218

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

21 Marts 1755, og herved forblev det indtil Instr. 14 Jan. 1778, der gjældte indtil Rettens Ophævelse i 1797, jfr. Beskr 30 April 1783 og 10 Marts 1786.

Herredagene, og efter dem Overhofretten, var rette Værneting for Adelen i Livs- og Æressager og angaaende Forbrydelse af dens Jordegods, se Fr. I. Haandf. 1524 Art 9 og 16; Priv. 14 Febr. 1582 § 2, jfr. Priv. 21 Juli 1591 §9, Priv. 24 Juni 1661 §§ 13 og 14 og Lovb. 1–2–9. Den højere Adel skulde efter Privilegierne af 25 Maj 1671 resp. §§ 25 og 20 og Lovb. 1–2–10 i alle Sager svare umiddelbart for Højesteret.

At ogsaa Sysselmændenes og deres Efterfølgere Lensherrernes Indflydelse paa Retsplejen i Tidens Løb har tiltaget, viser sig kjendelig. Naar de indfinder sig paa Lagtinget, medbesegler de Dommen tillige med Lagmanden. Paa Bygdetingene, der ingen særskilt lovkyndig Forstander havde, har uden Tvivl de eller deres Fuldmægtige (lénsmenn, sednere Fogder), naar de var tilstede, indtaget en ledende Stilling. Herpaa tyder ogsaa det fælles Navn réttari, hvormed saavel Sysselmand som Lagmand i den nye Lov jevnlig benævnes, se blandt andre M. L. IV. 19, 20 (umboðsmaðr konungs, er hann hefir réttinda-vald í henðr fengit), Rb. 1280 Art. 29, 11 Oktbr. 1303 og 3 Novbr. 1318 m. fl. Ved Bymødet betegnes Sysselmanden ved Siden af Lagmanden og Gjaldkeren udtrykkelig som Meddommer i B. L. VII. 15 (þá skal beiða mótmenn dóms, eptir því sem løgbok skýrir ok løgmaðr segir, með samþykt sýslumanns ok gjaldkyra ok allra mótmanna). Nogen selvstændig Udøvelse af Dommermyndigheden blev dem dog aldrig tillagt; hvorimod det stadig fastholdes, at deres Kald nærmest er at paase, at Retten har sin Gjænge; i denne Egenskab stilles de sammen med Lagmændene, saaledes Rb. 1309 (gl. L. III. S. 85): ef løgmenn eða sýslumenn verða sannir at því, at þeir vilja eigi halda konungs þegna til réttinda; Rb. 2 Maj 1313 Art. 8: bjóðum vér sýslumønnum ok løgmønnum at leggja svá hvers manns mál niðr, sem sýslubref váttar, og i Slutn.: bjóðum vér sýslumønnum ok løgmønnum þessar rétterbœtr at halda ok segja ok í løgbók at setja; se endvidere M. L. IV. 16: sýslumaðr er skyldugr at taka