Fornærmelse, er den Fornærmede pligtig at modtage Forlig og Bøder, naar Fornærmeren byder: kun hvis den, der engang saaledes har opnaaet Forlig, overmodigen atter forøver sligt Værk, er den Fornærmede ikke pligtig til mod sin Vilje at modtage Forlig. – Selv Adgangen til at hævne sig paa Stedet viser sig at være bleven indskrænket til de mest nærgaaende Fornærmelser, se G. L. 195 og 196, der ved visse grove Legems- og Æresfornærmelser særskilt fremhæver, at den Fornærmede kan hævne dem med Døden (þar má hann vega um), samt G. L. 160, jfr. 143; F. L. IV. 39, 40, jfr. B. K. R. (II) 15; B. R. 18, 28, der ved udtrykkelig at opregne de Tilfælde, hvori man er berettiget til paa Stedet at dræbe Forbryderen og „give den dræbte Sag“, – nemlig Horkarlen, som man finder i Horesæng med sin Kone eller nærmeste Frændkvinder, samt Ransmanden, som man griber i sin Gaard ifærd med at bortføre Gods eller Kreaturer, – tydelig nok giver tilkjende, at man for andre Fornærmelser ikke er berettiget til, udenfor Nødværgestilfælde, paa Stedet at nedlægge Fornærmeren. Men den foran nævnte G. L. 186 afgiver dog et Vidnesbyrd om, at Loven i dette Stykke har haft en Kamp at bestaa med de Gamles Begreber om det Hæderlige.
Var Fredløsheden virkelig indtraadt, synes det i Regelen at have kommet an paa den Fornærmedes Vilje, hvorvidt han bagefter vilde tilstaa Forbryderen Forlig. I dette Tilfælde maatte denne ogsaa, som det hed, „løse sig af Skoven“ eller erlægge en særskilt Bod til Kongen (skógarkaup, landkaup, friðkaup), hvilken Bods Størrelse oprindelig synes at have været overladt til Kongens Bestemmelse, men sednere for visse Tilfælde er bleven lovbestemt, se G. L. 244; F. L. III. 24, IV. 35 og 44; B. R. 72. At Forbryderens Gjenerholdelse af sin Fred ved saadant efterfølgende Forlig altid maatte være afhængigt af Kongens eller hans Ombudsmands Samtykke, forstaar sig selv.
Paa den anden Side formildedes den gamle Strenghed ogsaa for Drabstilfælde ved Kongens Ret til, hvor Omstændighederne talede derfor, at tilstaa Drabsmanden Lejde eller Landsvist. I dette Tilfælde var Eftermaalsmændene for-
