Stevninger til Lagtinget skulde efter Kgbr. 9 Norv. 1577 altid udstedes af Lagmanden; men efter Chr. IV. L. I. 9 kunde alle Stevninger udstedes af Kongens ombudsmand.
Efter Sarpsborgs Ødelæggelse blev Borgartinget naturligvis flyttet til Frederikstad, og ligesaa Oslo Lagting efter denne Stads ødelæggelse til Kristiania. Ved Kristiansands Anlæg blev alle Agdesidens 4 Lagting flyttede did, men Tingtiderne uforandrede (Priv. 30 April 1643 § 10).
Ved Chr. V. Lovb. 1–3–7 blev der for alle Lagting anordnet 3 Sessioner om Aaret, nemlig: tredje Søgnedag efter Hellige tre Kongers Dag, St. Botolphi Dag og Korsmesse om Høsten, undtagen for Stegens Lagting, som alene skulde holdes St. Botolphi Dag, og hvert 3die Aar i hvert Fiskevær i Finmarken.
Ansættelsen af en kongelig Embedsmand som Lagtingets Leder, og dennes overgang til virkelig Dommer maatte konsekvent føre til, at det Kongen paahvilende almindelige Tilsyn med Rettens Pleje, hvoraf Lagmands-Embedets Oprettelse selv var en Ytring, gik over til en virkelig Overdommer-Myndighed. Det er det samme Fænomen, som her møder os paa den dømmende som paa den lovgivende Myndigheds Felt: De 4 Lagting kan under de forandrede Tidsforhold ikke mere hævde sin Stilling som den højeste Samfunds-Myndigheds Bærere; et Fællesorgan for det hele Folk mangler, og da en Centralauktoritet bliver en Nødvendighed, gaar Myndigheden af sig selv did, hvor en saadan er at finde, nemlig til Kongemagten: Den lovgivende Myndighed udøves gjennem Retterbøder af Kongen og hans Raad, paa Høvdingemøder (Parliamenter), og den øverste dømmende gjennem Kongens Kontrol med Lagmandens Embedsførsel, ved det daglige Raad og navnlig Kansleren. Begge Myndigheder absorberes saaledes i sidste Instans af Administrationen.
Grænsen mellem et Overtilsyn med Retsplejen og umiddelbar Deltagelse i denne kan efter sin Natur ikke være skarp.
