Skyld, – jfr. Magnus Eriksens Rb. N. gl. L. III. No. 108, hvor det paalægges Enhver at lyde de Orskurd, som den, hvem Oslo Lagmand i sin Fraværelse konstituerer i sit Sted, afgiver, „med nogle Raadmænds Samtykke“. En Lagtingsdom og et Lagmandsorskurd kom saaledes at forholde sig til hinanden omtrent som en ordinær Tingsdom til en Extraretsdom; i det 16de Aarhundredes Retssprog bruges ogsaa Navnet „Orskurd“ som ensbetydende med „Dom“; – saaledes Dipl. Norv. VI. 753 (fra 1544), hvor Lagmanden om en virkelig Lagtingsdom siger: „var det min fulde Orskurd med al Lagrettens Samtykke“, og Reces 1568 Art. 1: „Laugmandsdom, som man kalder Orskurd i Norges Lov“. Paa den anden Side viser Herredagsdom af 25 Aug. 1578, at en simpel Erklæring af Lagmanden ingenlunde er bleven tillagt Doms Virkning. Af Rec. 1568 Art. 2 sees endog, at man har betragtet de ved Rb. 1308 befalede Omrejser af Lagmanden som Afholdelse af virkelige (extraordinære) Lagtings-Sessioner.
Heraf var det igjen en naturlig Følge, at en regelmæssigere Orden maatte udvikle sig saaledes, at de ordentlige Lagtings-Sessioners Antal forøgedes, medens Orskurds Afgivelse til ubestemte Tider mere og mere gik af Brug, og tilsidst ganske bortfaldt. Saameget lettere maatte dette ske, eftersom Kjøbstad- og Landjurisdiktionerne forenedes. Man har vistnok aldrig gjort nogen Forskjel mellem Tingets Kompetens til de forskjellige Tider, og navnlig har Byens Borgermestere og Raadmænd forrettet som selvskrevet Lagret ogsaa i Landets Sager; de regelmæssige Bymøder, hvor ligeledes Lagmanden førte Forsædet, og hvis faste Betjening for en væsenlig Del faldt sammen med Lagtingets, har vistnok ogsaa oftere udøvet Dommermyndighed for Landdistriktet. – I en sammenhængende Fremstilling at eftervise dette Forholde Udvikling lader sig af Mangel paa bevarede Retsprotokoller ikke gjøre; men Diplomerne giver mange Exempler derpaa. Rec. 1568 Art. 2 forudsætter flere Lagtings-Sessioner om Aaret som noget Sædvanligt, men taler ved Siden heraf om Lagmændenes Rejser i sit Lagmandsdømme for at hjælpe hver Mand til Lov og Ret, og Bergens ældste Raadstueprotokol (1592–1594) viser, at der ikke gjordes videre Forskjel enten mellem
