At Lagmanden, naar han først havde faaet Sæde og Stemme i Lagretten, snart maatte faa den afgjørende Indflydelse paa Lagtingets Domme, – og at Lagrettens Medvirkning tilsidst blev rent nominel og indskrænket til en Medbesegling af Dommen, falder af sig selv. Alligevel sees det, at man fremdeles endog med en vis Omhyggelighed iagttog at betegne Lagretten som den egentlige Dommer, og Lagmanden som Lovens Tolk; hans Afgjørelse alene som en Erklæring (órskurðr). Saaledes i en Dom af Hauk Erlendssøn paa Oslo Lagting 28 Jan. 1302 (Dipl. Norv. I. 93): þá sagða ek, en løgréttumenn dœmðu o. s. v. Nú hverr sem þetta rýfr, þá liggr hánum slíkt við sem þeim, er rýfr løgmanns orskurð ok þingmanna dóm; jfr. Dipl. Norv. II. 580, hvor Lagmanden paa Steigarting 23 Juni 1404 opnævner 12 Mænd af Lagretten til at paakjende en Ejendomstvist, og hvor det heder: þá dœmðu fyrrsagðir tolf menn fyrrsagt góðz til halds Hákoni Sigurðsyni; – – var þat ok minn fullr laga-órsknrðr at hann skal halda ok hafa þrattnefnt gódz o. s. v. I en Borgartingsdom af 1 Juli 1511 (Dipl Norv. I 1030) i en fra Askims Ting indanket Tyvssag, siger Lagmanden: sette jeg det maal under 24 skilrike menn at rannsage det maal ok dømme, – – – ok epter de prove, som for dem kom, dømde de den dom laglige vere, – – – da vard denne 24 manna dom samtykt af al lagrettet innan vebaandet ok utan, – – – Item – – – epter lagbokene utskyrelse – – – dømde jeg med lagher-orskurder, at Olaf skal o. s. v. – Nævndermændene udenfor Lagretten tabte al Indflydelse paa Lagtinget derved, at dettes politiske Betydning ophørte, og sank ned til blotte Tilhørere. Et utvetydigt Vidnesbyrd herom har man i den stedse aftagende Interesse for Lagtingets Møder, som fra nu af viser sig, og de mange strenge, men ligefuldt frugtesløse Formaninger om ikke at forsømme Lagtinget, se Rb. 23 Juni 1310, 10 Juni 1313.
Naar man erindrer, hvor liden Forskjel i Retsvirkning der var mellem en Lagtingsdom og et simpelt Lagmandsorskurd,
