Sigdal og Sandsver Tinglag, hvorfor den ved Beskr. 2 Marts 1695 blev forenet med den da ledige Frederikstad Lagstol.
Ved Udgangen af det lede Aarh. blev Jæmtelands Lagstol forenet med Trondhjems, idet Trondhjems Lagmand Henrik Jørgenssøn staur ved Kgbr. 6 Decbr. 1597 beskikkedes til ogsaa at være Lagmand i Jæmteland.
Det fremgaar af det her forklarede, at der længe fandt et ubestemt og svævende Forhold Sted med Hensyn til Lagtings-Jurisdiktionerne, og at disse først i Løbet af 16de Aarh. vandt nogenlunde Fasthed. Dette er imidlertid ikke andet, end hvad der gjælder med Hensyn til alle Embeder i Fortiden, da deres Udøvelse ikke saa strengt som nu var knyttet til bestemte Distrikter, men mere hvilede paa den Indehaveren tillagte almindelige Auktoritet. Enhver Embedsmand (Lagmand, Sysselmand o. s. v.) fik uden Tvivl fra først af ved sin Ansættelse et bestemt Distrikt anvist som Virkekreds, og ved dennes Bestemmelse toges hver Gang Hensyn til de konkrete Omstændigheder, ligesom deri vel ogsaa efter Omstændighederne foretoges Forandringer. Først efterhaanden, idet Eftermanden, hvor ingen særlig Grund til Forandring var tilstede, anvistes samme Virkekreds som hans Formand, udviklede sig igjennem Sædvanen en fast Begrænsning af Embeds-Distrikterne.
Samme Ubestemthed i Jurisdiktionsforholdet viser sig ogsaa deri, at man hyppig finder andre Lagmænd at deltage i Dommen med den i vedkommende Distrikt ansatte, og stundom endog at forrette alene i en fremmed Lagmands Distrikt. Sagen var vistnok den, at Enhver, som indehavde Dommermyndighed, eo ipso ansaaes for kompetent Dommer over hele Lovens Omraade, og at Jurisdiktions-Begrænsningerne alene betragtedes som en reglementarisk ordning af Tjenesten. – Først ved Chr. IV. L. I. 9 sidste Passus, jfr. Fr. 1 Aug. 1589 (Paus S. 419) og Axel Gyldenstjernes Lensbrev af 14 Juli 1588, blev det paalagt hver Lagmand at holde sig til sit eget Lagsogn og ikke dømme i Sager, som forefaldt i andres.
