Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/193

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

spørgsmaal sjeldnere opstod, see et Tingets retskyndige Medlemmer mere her optraadt som det indsigtsfuldere og forretningsdygtigere Element iblandt Tingmændene selv end som Indehavere af en særskilt viden og derpaa grundet Auktoritet lige over for de øvrige. Alligevel vidner dog Navnet, der endog stundum føjedes som Appellativ til Person-Navnet (Gyrðr løgmaðr Gunnhildarson, Heimskr. Hak. s. herðibr. Kap. 4), om, et det har været et stadig udøvet Kald, i det mindste for Enkelte, og at disse har besiddet en virkelig, om end blot faktisk Auktoritet.

Først i en Retterbod af Haakon Haakonssøn af 1244 (F. L. Indl. 16[1]) nævnes Lagmanden som kongelig Embedsmand, og det paa en Maade, som kjendelig nok viser, at formelige Lovbestemmelser om dette Embedes Myndighed og Virkekreds ikke før har været givne. Embedet er vistnok oprettet ved en ensidig Forføjning af Kong Sverrer, som det synes mellem 1184 og 1188 (Gunnar Grjónbak, Frostatingslagmand, siger selv at han modtog sit Embede i Kong Sverres og Erkebiskop Eysteins Dage, jfr. ovf. I. S. 19–20). Den umiddelbare Foranledning til denne vigtige Foranstaltning, der for en saa væsenlig Del bragte den dømmende Myndighed over i Kongemagtens Haand, maa vistnok søges deri, at de gamle Høvdingeslægter for en stor Del var gaaet tilgrunde i de borgerlige Kampe, medens de nye Mænd af Birkebenernes Parti, som indtog hines Plads, hverken besad den Dannelse eller den Tillit blandt Folket, som var fornøden til at kunne øve den Indflydelse paa Retsplejen, som de gamle Høvdinger hevde øvet. Og paa samme Tid maatte Lovgivningens stedse tiltagende Fuldstændighed, i Forbindelse med dens skriftlige

  1. Svá høfum vér þat optliga heyrt, at þó at sumir menn sé sannsakaðir, vilja eigi til løgmanns fara, þó at þeim sé løglige stefnt, ok margir vilja eigi løgmanns órskurðum hlíta, siden er hann hefir løgin sagt. En vér hugðum þó, at vér hefðim med því móti løgmennina tilleigða af váru fé ok føðurleifðum, at eptir hins helga Olafs konungs lagasetning ok løgmanna órskurði skyli hverr sitt mál til lykta leiða. Ok fyrir því leggjum vér við þetta þriggja marka sekt hverjum, er eigi vill til løgmanns fara sannsakaðir ok løglige stefndir, og svá þeim, sem eigi vilja løgmanns órskurði líta.