Embedsmyndighed, enten af Kongen eller af Bønderne, udstyret Retsforstander paa Lagtinget dengang havde existeret (se F. L. I. 3, jfr. M. L. I. 3). – Forholdet var saaledes i Norge aldeles forskjelligt fra Island, hvor den hvert 3dje Aar paa Altinget valgte Lovsigemand (løgsøgumaðr) var lønnet Embedsmand, og som saadan Altingets Formand og pligtig saavel at give dem, der henvendte sig til ham, Oplysning om Lovens Bud, som regelmæssig at foredrage Loven for Almuen paa Altinget (segja mønnum løg), Se Grág. Kap. 116 og 117 (Reg.). Ligesaa havde Færøerne sin Lagmand eller Lovsigemand Gilli under Olaf den Hellige (Heimskr. Ol. h. S. Kap. 136, 145 og 153; Færeyinga S. Kap. 42, 45, 47 og 48), og paa Grønland nævnes en Lagmand Helge Thordssøn omtrent samtidig, om hvem der har været en egen Saga (Grønlands Hist. Mindesm. II. S. 419–575 og 671). – I Sverige havde ligeledes hvert Landskab sin Lagmand, valgt af Bøndernes Midte, der ligesom den norske Herser var Bøndernes Høvding, og desuden havde det særlige Hverv at foredrage Loven for Tingmændene og med bindende Virkning tolke dens Bud (Heimskr. Ol. s. Helga Kap. 76)[1], og dette Forhold vedblev udentvivl i Jæmteland, hvor der nævnes en Thorarr Lagmand paa Olaf den Helliges Tid (Heimskr. Kap. 151), og som ved sin Gjenforening med Norge i Begyndelsen af det 12te Aarh. beholdt sin Lagmand. – Men forøvrigt var i Norge Lovens Fortolkning og Tingmændenes Vejledning ikke noget offentligt Hverv, men kunde øves af hvemsomhelst, der tiltroedes fornøden Indsigt. Forholdenes simpelhed og Lovens ringe Detalj har vistnok ogsaa medført, at vanskeligere Rets-
- ↑ I hverri deild landsins er sitt løgþing ok sín løg um marga hluti; yfir hverjum løgum er løgmaðr ok ræðr hann mestu við bœndr; því at þat skulu løg vera, er hann ræðr upp at kveða. En ef konungr eða jarl eða biskupar fara yfir landit ok eigu þing við bœndr, þá svarar løgmaðr af hendi bónda, en þeir fylgja hánum allir svá, at varla þora ofreflismenn at koma á alþingi þeirra, ef eigi lofa bœndr ok løgmaðr. En þar alt, er legin skilr á, þá skulu øll hallast til móts við Uppsala løg, ok aðrir løgmenn allir skulu vera undirmenn þess løgmanns er á Tíundalandi er. – Jfr. Schlyter, Om Sveriges äldsta indelning i landskap, Upsala 1835; Jur. Afhandl. II. S. 103 fgg. Nordstrøm, Svenska Samhälls-Førfatningen, I. S. 33–4.
