som saadanne, om den end tildels kunde fordunkle den. Hvad navnlig Retstvistigheders Paadømmelse angaar, synes det klart, at Tingmændene ikke kunde undvære Vejledning angaaende Lovens Forskrifter og deres Anvendelse, og at de maatte være nærmest henviste til at søge saadan hos sine Høvdinger. Men dette var ingen Myndigheds-Udøvelse, men en ren Tillitssag; heller ikke behøvede Raadgiver-Kaldet at være indskrænket til Høvdingerne alene, men kunde udøves af Enhver, der besad tilstrækkelig Anseelse som Lovkyndig. Man ved, hvor megen Pris vore Forfædre satte paa Lovkundskab (løgspeki), og saa længe Lovene endnu bevaredes i den mundtlige Tradition, var det af dobbelt Vigtighed, at der gaves Mænd, til hvem man med Sikkerhed kunde henvende sig, for at faa Oplysning om deres Forskrifter. For Høvdingerne maatte saadan Kyndighed være saa meget nødvendigere, som den var en væsenlig Betingelse for Bibeholdelsen af deres Myndighed, hvilken for en saa stor Del beroede paa den Anseelse, som Indehaveren faktisk besad.
Man ser ogsaa af Sagaerne, at Mænd med anerkjendt Lovkundskab (løgspekingar, lagamenn, løgmenn) har dannet en egen Klasse, hvis Kjendelse (órskurðr) indhentedes i vigtige og vanskelige Sager, og hvis Erklæring om, hvad der var Lov i et givet Tilfælde, ansaaes afgjørende. Saaledes henvender Egil Skallagrimssøn sig i sin Sag mod Berg-Ønund paa Gulating 934 (Egils S. Kap. 57) til lendamenn ok løgmenn ok alla alþýðu. I Sigurd Hranessøns Proces med Sigurd Jorsalfarer 1115 deltager saavel Lændermænd som Lagmænd i Forhandlingerne; Paastande og Indsigelser rettes til dem, og det er dem, som afsiger Dommen, hvortil de øvrige Tingmænd, som det synes, stiltiende slutter sig. – Det er ogsaa sandsynligt, at disse Lovkyndige eller enkelte af dem, saalænge Lovene ikke var skriftlig optegnede, har plejet paa Tingene at foredrage Lovens Bud i Sammenhæng, jfr. E. K. R. 10[1]. Herfor taler saavel Analogien fra, hvad der gjaldt paa Island og i Sverige, som selve Formen af vore ældste
- ↑ Nú skal biskup hvert sumar fara til Eidsiva-þings ok heyra þar løgbók (var: løgtølu).
